Lille plaster på såret til kaprede søfolk
Sømændene fra Danica White må foreløbig nøjes med almindelig hyre for de 83 dage som gidsler. Søfartsstyrelsen har dog meldt ud, at de har ret til sygehyre i op til to måneder.
3F Sømændene varsler retssag om erstatning til sømændene fra Danica White. Foreløbig må besætningen, som ankom til Danmark tirsdag aften, nøjes med normal hyre for den ufrivilligt lange tid ombord. (Foto: Polfoto) Man kunne tro, at 83 dage som gidsler ombord på sin arbejdsplads ville udløse en klækkelig overarbejdsbetaling.
Men sømændene, der har været holdt som gidsler ombord på Danica White, kan foreløbig kun se frem til at få normal hyre for den ufrivilligt lange tid ombord.
Det skyldes, at en sømands hyre kan forlænges efter behov, og at søfolk er aflønnet på en månedshyre, der deles op i dage.
- Til gengæld har Søfartsstyrelsen meldt ud, at sømændene nu betragtes som afmønstrede på grund af sygdom. Det giver ret til sygehyre i op til to måneder, og det foregår til fuld betaling, siger Søren Sørensen, der er formand for 3F Sømændene.
Oven i kan der komme en eventuel arbejdsskadeerstatning. Men det er endnu alt for tidligt at vurdere, påpeger han.
Retssag bebudet
De nu hjemvendte søfolk og 3F Sømændene er desuden i gang med at undersøge, om det er muligt at rejse retssager om erstatning.
Derfor vil fagforeningen blandt andet have klarlagt, hvordan Danica White og dets besætning var forberedt på at undgå kapringer, da ejerne af skibet beordrede det ind på en kurs tæt på Somalia.
- Vi må have undersøgt til bunds, hvad der er sket. Undersøgelser i den kommende tid vil være afgørende for, hvem vi kan rette et erstatningskrav imod, siger Søren Sørensen.
Hvad angår selve løsningen af gidselaffæren er det fortsat uklart hvor mange penge, der er blevet betalt for at få de fem danske søfolk fri, samt hvem der har betalt regningen.
Til gengæld har affæren tilsyneladende ikke ruineret rederiet bag Danica White, H. Folmer og Co.
Driften fortsætter, og på sin hjemmeside efterlyser rederiet nu nye søfolk. Det drejer sig om både skibsførere og menige skibsassistenter, og de ønskes til tiltrædelse snarest.