Forslag om østchauffører spøger igen

Voldsom kritik fik sidste år trafikministeren til at trække tilladelse til godskørsel i Danmark med estiske og tjekkiske chauffører tilbage. Nu spøger forslaget igen, denne gang med polske chauffører.

Nyhedsbrevet 3F har tidligere skrevet om storvognmand Kim Johansens brug af chauffører fra Østeuropa. (Arkivfoto)Nyhedsbrevet 3F har tidligere skrevet om storvognmand Kim Johansens brug af chauffører fra Østeuropa. (Arkivfoto)

Efter voldsom protest fra 3F og stor politisk ballade måtte trafikminister Flemming Hansen (K) sidste år give køb på sine tilladelser til, at chauffører fra lande som Estland og Tjekkiet skulle have lov at køre med gods internt i Danmark. Forslaget blev trukket tilbage, og på den baggrund vækker det stor bekymring i 3F's Transportgruppe, at Færdselsstyrelsen netop har sendt et identisk forslag i høring, der går ud på at tillade godskørsel internt i Danmark, denne gang med ungarske og polske chauffører bag rattet. - Vi er klart imod forslaget, ikke mindst på grund af det store antal sager det har været nødvendigt at rejse ved politiet om ulovlig brug af chauffører fra blandt andet Polen, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe Jørgen Aarestrup Jensen. Han peger desuden på at forslaget i 3F's øjne er i strid med betingelserne i Østaftalen. Her fremgår det blandt andet, at der skal kigges særligt på de problemer, der er med konkurrencen fra underbetalte chauffører fra Østeuropa. - Hvis forbuddet bliver ophævet, vil det medføre, at danske vognmænd og chauffører bliver ramt af unfair konkurrence, og chaufførerne bliver udsat for social dumping, fortsætter Jørgen Aarestrup Jensen.

Undren på Christiansborg

Det var ikke mindst sager om chauffør-lønninger på ned til under 40 kroner i timen, der sidste år var med til at gøre udslaget, og få et politisk flertal til at tvinge ministeren til at forbyde østeuropæiske chauffører på fart internt i Danmark frem til 1. maj 2009. Den slags transport mellem to danske destinationer kaldes cabotage-kørsel, og Færdselsstyrelsens nye forslag vækker heller ikke glæde på Christiansborg hos socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov: - Naturligvis skal cabotagekørsel fortsat være omfattet af Øst- og overgangsordningerne. Jeg har straks skrevet til Claus Hjort Frederiksen (V) og bedt ham om at inddrage forligskredsen i en eventuel beslutning om at lave reglerne om, erklærer han.

Langsomme myndigheder

Omvendt bakker arbejdsgiverne i HTS op om forslaget om at tillade cabotagekørsel med ungarske og polske chauffører. Det fremgår af et høringssvar fra HTS, der blandt andet giver udtryk for et håb om mere fleksibilitet og bedre konkurrenceevne. Det sidste tror 3F gerne på. Men det bliver i så fald på bekostning af chaufførerne. - Storvognmænd som Kim Johansen gør brug af underbetalte østeuropæiske chauffører fra lokale datterselskaber. Det er dybt problematisk, fordi myndighederne er meget langsomme til at behandle klager og anmeldelser. Så længe myndighederne ikke er i stand til at behandle sagerne hurtigt, er det en selvstændig grund til, at vi ønsker at bevare de nuværende regler, siger Jørgen Aarestrup Jensen.