62 døde på arbejdet sidste år

For tredje år i træk er antallet af arbejdsulykker steget. Og antallet af dødsulykker er nu det største i seks år, viser Arbejdstilsynets nye ulykkesstatistik. En helt gal udvikling, mener 3F.

62 dødsulykker på danske arbejdspladser sidste år er det største antal i seks år. Antallet af alvorlige arbejdsulykker er også steget voldsomt. Svine- og kreaturslagterier er den branche, hvor der i 2006 skete flest arbejdsulykker. (Arkivfoto: Søren Zeuth.)62 dødsulykker på danske arbejdspladser sidste år er det største antal i seks år. Antallet af alvorlige arbejdsulykker er også steget voldsomt. Svine- og kreaturslagterier er den branche, hvor der i 2006 skete flest arbejdsulykker. (Arkivfoto: Søren Zeuth.)

I 2006 skete der 62 dødsulykker på de danske arbejdspladser. Det er det største antal i seks år, viser tal fra Arbejdstilsynet ulykkesstatistik for anmeldte arbejdsulykker i 2006.

Samtidig er både antallet af alvorlige ulykker og det samlede antal arbejdsulykker steget for tredje år i træk. Det samlede tal endte sidste år på 48.774 ulykker, hvilket er en stigning på 3 procent i forhold til året før.

I forhold til antallet af beskæftigede sker de fleste ulykker i brancher som svine- og kreaturslagterier, skibsværfter samt brandvæsen og redningskorps.

- Vi kender ikke de præcise forklaringer endnu, men antallet af ulykker er ikke faldet som vi har sat som mål. Det kan der være flere forklaringer på. En af dem kan være de senere års stigende tempo og effektivitet i virksomhederne, der desværre også koster på ulykkessiden, siger kontorchef i Arbejdstilsynet, Per Malmros.

Han tror også at noget af stigningen kan forklares med, at det dels er blevet lettere at anmelde ulykker, og at flere gør det, fordi de ved at det er blevet lettere at få erstatning.

Vi kan gøre det bedre

- Med 62 dødsulykker er vi nu derude, hvor det er mere end en familie, der hver eneste uge mister en forsørger. Det er ganske enkelt ufatteligt i et land, hvor vi bryster os af at gøre en stor indsats for arbejdsmiljøet, siger miljøkonsulent i 3F Palle Larsen

Han mener, at tallene viser, at der er behov for at se på hele arbejdsmiljøindsatsen med nye øjne, både fra arbejdsgiverside, fagbevægelse og politikere.

- Vi ved, at der er virksomheder, der har nedbragt antallet af arbejdsulykker til det helt minimale. Så vi kender metoderne og ved at det er muligt. Så det er en katastrofe, at det altså endnu ikke er lykkedes at få antallet af arbejdsulykker ned.