Få styr på pensionen som ledig
Ledige:
Hvis du bliver ledig, er det ikke kun din løn, som stopper. Indbetalingerne til din pensionsordning stopper også. Se hvilke muligheder du har, hvis du bliver ledig.
Hvis du har din pensionsordning i PensionDanmark, så fortsætter dine forsikringer et år, hvis du mister arbejdet. (Foto: Colourbox) Hvis uheldet er ude, og du bliver ledig, bliver der ikke længere indbetalt til din pensionsopsparing. Dog fortsætter pensionsopsparingen med at trække renter, så det beløb, der allerede er indbetalt, bliver større. Du har naturligvis også ret til alderspension, når du går på pension.
Har du din pensionsordning i PensionDanmark, fortsætter dine forsikringer i en periode. Typisk vil du være forsikret ved førtidspension, visse kritiske sygdomme og død 12 måneder efter at indbetalingerne er stoppet. Forsikringerne koster omkring 3.000 kroner og kan ved ledighed blive trukket af din pension.
Forsikringer er et sikkerhedsnet
Cirka en måned før dine forsikringer ophører, vil du modtage et brev fra PensionDanmark. Her kan du vælge at forlænge perioden, så forsikringerne fortsætter i op til 36 måneder.
Mange vælger at beholde den forsikring, fordi det giver en tryghed for medlemmet og familien, at der er et sikkerhedsnet, hvis der skulle ske noget.
Grunden til at PensionDanmark tilbyder forsikring i tre år, efter man er blevet ledig, er, at mange kun oplever ledighed i perioder. Og i de perioder er der en tryghed i forsikringerne.