Tilpas dine forsikringer over nettet
Din pensionsordning i PensionDanmark består af en pensionsopsparing og nogle forsikringer. Læs her, hvor let det er at tilpasse dine forsikringer ved førtidspension, kritisk sygdom og død.
- Jeg vil gerne betale lidt ekstra for at have gode forsikringer. Det giver en større økonomisk tryghed for mig og min kone, siger Casper Skov, der arbejder som brandmand i Københavns Lufthavne. (Foto: PensionDanmark) Hvornår har du sidst tjekket, om dine forsikringer stadig passer til dig og din families behov? Hvis du kan nikke ja til, at det er flere år siden, så burde du måske kigge lidt nærmere på dine forsikringer.
Fra du kommer med i pensionsordningen, og til du går på pension, sker der nemlig mange ting, som har betydning for din pension og dine forsikringer. Det kan for eksempel være, hvis du køber bolig, får børn, skifter job, bliver gift eller skilt.
Vigtigt med gode forsikringer
38-årige Casper Skov arbejder som brandmand i Københavns Lufthavne. Han har tidligere arbejdet som redder i Falck, hvor han havde en række ekstraforsikringer via overenskomsten, som gav en ekstra økonomisk tryghed.
Hos PensionDanmark har han i dag samme mulighed for at være ligeså godt forsikret, hvis uheldet er ude. Og dem har han benyttet sig af.
- Jeg vil gerne betale lidt ekstra for at have gode forsikringer. Det giver en større økonomisk tryghed for mig og min kone, hvis jeg bliver kritisk syg, kommer på førtidspension, eller hvis jeg dør før pensionsalderen, forklarer Casper Skov.
Forsikringer kan ændres over nettet
Casper Skov hævede sine forsikringer direkte på PensionDanmarks hjemmeside.
Han satte forsikringen ved død før pensionsalderen op fra 500.000 til 750.000 kroner, mens forsikringen ved førtidspension blev sat op fra 66.000 kroner til 99.000 kroner om året.
Længere tids sygdom kan hurtigt blive belastende for privatøkonomien, når man kun får løn under sygdom i en række uger. Så forsikringen ved kritisk sygdom blev sat op fra 100.000 til 150.000 kroner.
- Kort tid efter fik jeg en e-mail fra PensionDanmark om, at ændringerne var gennemført, siger Casper Skov.