Flere tusinde snydes for superpension

Kun godt hver tredje af landets 230.000 førtidspensionister indbetaler til attraktiv pensionsordning. Forskningscenter foreslår ændringer.

Læg én krone til side til pension, og kommunen lægger yderligere to. Den Supplerende Arbejdsmarkedspension er en god ordning - men kun få førtidspensionister benytter sig af den. (Foto: Colourbox)Læg én krone til side til pension, og kommunen lægger yderligere to. Den Supplerende Arbejdsmarkedspension er en god ordning - men kun få førtidspensionister benytter sig af den. (Foto: Colourbox)

Læg én krone til side til pension, og kommunen lægger yderligere to. Som førtidspensionist kan man tilmelde sig landets måske mest lukrative pensionsordning, skriver Avisen.dk.

Problemet er bare, at kun én tredjedel af landets 230.000 førtidspensionister gør brug af Den Supplerende Arbejdsmarkedspension, som ordningen hedder.

Det skyldes, at der mangler information om ordningen, lyder det fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) i en ny rapport.

Koster kun 153 kroner om måneden

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for velfærd (SFI) bør det ændres til, at alle førtidspensionister automatisk tilmeldes og selv skal melde fra, sådan som det er med f.eks. efterlønsordningen.

- Så kan de, der ikke har lyst til eller luft i økonomien til at være med, melde ordningen fra, siger ph.d.-studerende Torben Heien Nielsen fra SFI, til Newspaq.

Ordningen blev indført i 2003 for at sikre, at førtidspensionister har andet at leve for end folkepensionen, når de bliver ældre. Det koster 153 om måneden, til gengæld lægger kommunen 306 kroner oveni.

11.000 kroner årligt

Ifølge en undersøgelse fra SFI er det de stærkeste førtidspensionister med en god uddannelse, der især indbetaler til Den Supplerende Arbejdsmarkedspension, skriver Avisen.dk

Som førtidspensionist kan man få udbetalt mere end 11.000 kroner årligt udover folkepensionen, hvis man har indbetalt i 20 år.

For langt de fleste førtidspensionister vil det derfor være en overskudsforretning, medmindre de dør relativt tidligt.