Din forsikring fortsætter selvom du mister jobbet

Forsikring: Mange 3F'ere har via deres pensionsordning også en række forsikringer i tilfælde af kritisk sygdom og førtidspension. Mister du jobbet, stopper indbetalingerne til din pensionsordning. Men du beholder dine forsikringer i op til et år efter, du er blevet ledig.

3F-medlemmer er typisk forsikret ved førtidspension og kritisk sygdom via deres pensionsordninger. Og mister man sit job, så fortsætter forsikringerne op til 12 måneder efter, man er stoppet med at indbetale. (Foto: Colourbox)3F-medlemmer er typisk forsikret ved førtidspension og kritisk sygdom via deres pensionsordninger. Og mister man sit job, så fortsætter forsikringerne op til 12 måneder efter, man er stoppet med at indbetale. (Foto: Colourbox)

Det giver ekstra tryghed at være godt forsikret. Og mange 3F'ere er forsikret ved førtidspension/tab af erhvervsevne, kritiske sygdomme og død via deres pensionsordning hos PensionDanmark eller Industriens Pension.

Men mister man job, så ophører indbetalingerne til pensionsordningen. 3F'ere kan dog fortsat føle sig godt garderet. For deres forsikringer fortsætter i op til 12 måneder, efter at indbetalingerne er stoppet.

For medlemmer af PensionDanmark

Er du medlem af PensionDanmark, får du et brev cirka en måned før dine forsikringer ophører.

Her kan du vælge at forlænge forsikringerne med 24 måneder, så forsikringerne fortsætter i op til 36 måneder efter første ledighedsdag. Betalingen for forsikringerne bliver trukket fra din opsparing.

Læs mere på PensionDanmarks hjemmeside.

For medlemmer af Industriens Pension

Fra juni 2012 kan medlemmerne i Industriens Pension også forlænge dækningen med 24 måneder.

Du kan også vælge at betale for dine forsikringer. På den måde sikrer du, at din pensionsopsparing ikke bliver mindre - og samtidig beholder du dine forsikringer.

Du skal normalt betale cirka 500 kroner om måneden for at beholde forsikringsdækningerne. Der er ikke nogen grænse for, hvor længe du kan beholde forsikringsdækningerne, hvis du selv betaler.

Industriens Pensions hjemmeside kan du læse mere og forlænge dine forsikringer.