Eksplosiv stigning i selvbetaling til pension

Antallet af 3F'ere, som selv betaler ind til deres arbejdsmarkedspension, er steget med over 100 procent siden år 2009, viser tal fra Industriens Pension.

Flere og flere betaler selv ind til deres arbejdsmarkedspension - også selvom de er uden job. Mange vil nemlig gerne beholde deres forsikringer ved kritisk sygdom, tabt erhvervsevne og dødsfald. (Foto: Colourbox)Flere og flere betaler selv ind til deres arbejdsmarkedspension - også selvom de er uden job. Mange vil nemlig gerne beholde deres forsikringer ved kritisk sygdom, tabt erhvervsevne og dødsfald. (Foto: Colourbox)

Intet arbejde, som udgangspunkt ingen arbejdsmarkedspension. For har du intet arbejde, er der ingen arbejdsgiver, som betaler ind på din arbejdsmarkedspension, men der er en anden mulighed - nemlig at betale et månedligt bidrag selv.

Det vælger flere og flere at gøre, altså selv at betale ind af egen lomme på deres arbejdsmarkedspension, selv om de er uden job. Det viser nye tal fra Industriens Pension.

Her er antallet af de såkaldte selvbetalere eksploderet og udgjorde 12.666 medlemmer i juli måned mod 5.959 1.januar 2009. Det er mere end en fordobling på to et halvt år.

Vil have tryghed

Forklaringen på at mange flere selv vælger at betale til pensionsordningen er, at mange gerne vil beholde deres forsikringer ved kritisk sygdom, tabt erhvervsevne og dødsfald, selv om de har mistet deres arbejde og endnu ikke har fået et nyt arbejde, hvor de er med i en pensionsordning.

- Forsikringerne, der er en del af arbejdsmarkedspensionen, er langt dyrere at købe sig til andre steder, og der vil sikkert også være nogle, der bliver afvist efter en helbredsundersøgelse, forklarer Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

Godt at beholde forsikringer

I Industriens Pension er medlemmer, der bliver ledige, automatisk dækket af forsikringerne i op til et år efter, at indbetalingerne er stoppet. Før dækningen udløber, får man et brev om, at man kan fortsætte pensionsordningen på samme vilkår for egen regning.

-  Det er vigtigt at sætte sig ind i, hvad arbejdsløshed betyder. Mange ved ikke, at de i op til 12 måneder efter, at indbetalingen er stoppet, stadig kan have ret til penge, hvis de får en kritisk sygdom, mister erhvervsevnen eller dør, siger Joan Alsing.

Har du et dårligt helbred, kan det være en rigtig god idé at blive selvbetaler, fordi det kan være både svært og overordentligt dyrt at komme ind i et andet forsikringsselskab.

- Især hvis du er i fleksjob eller sygemeldt, er det en god løsning, da det kan være svært at blive forsikret hos andre selskaber, siger forsikringsdirektøren.

Læs mere om pension, hvis du stopper på dit job (kilde: Industriens Pension)

Læs mere om pension, hvis du stopper på dit job (kilde: Industriens Pension)