Dagpengeregler lukker fiskeindustri i Thyborøn
Stramningerne af reglerne om supplerende dagpenge koster nu 16 arbejdspladser i Thyborøn, når Aker Seafoods lukker i løbet af efteråret.
Stramningerne af reglerne om supplerende dagpenge koster nu 16 arbejdspladser i Thyborøn, når Aker Seafoods lukker i løbet af efteråret. (Arkivfoto.) Forårets stramninger af reglerne om supplerende dagpenge tvinger nu fiskeindustrivirksomheden Aker Seafoods, tidligere Thorfisk, i Thyborøn til at lukke. 16 ansatte har fået fyresedlen og fratræder i løbet af efteråret.
- Det var et chok. Og det er også vemodigt. Nogle har været ansat i mange år, og vi har jo fulgt hinandens liv, siger tillidsrepræsentant Lone Hansen, der selv har været i virksomheden i 15 år og aldrig prøvet andet.
Hun mener ikke, at chancerne for at få andet arbejde i området er særlig store.
- De regler om supplerende dagpenge kunne vi godt have undværet, siger hun.
Forfærdeligt
A-kasse-leder af 3F i Lemvig Kenneth Hove har længe været i dialog med virksomheden.
- Det er forfærdeligt. Men desværre kan vi ikke hjælpe dem. Problemet er de nye regler om supplerende dagpenge. Virksomheden kan ikke beskæftige medarbejderne 37 timer om ugen året rundt, for de er afhængige af kvoter og vind og vejr. Medarbejderne kan ikke leve af 20-25 ugers arbejde om ugen, og når de har brugt deres 30 ugers supplerende dagpenge, er de tvunget til at søge andet arbejde eller gå ledige på fuld tid, siger Kenneth Hove.
- Jeg er bange for, at det ikke bliver den sidste virksomhed, som bukker under for reglerne. Det er bydende nødvendigt at få fritaget nogle brancher - som fiskeindustrien - for de regler, siger han.
Kan ikke holde på de ansatte
Direktør Poul Petersen bekræfter, at reglerne om supplerende dagpenge og aktivering af ledige er en af hovedårsagerne til, at virksomheden må lukke.
- Vi har svært ved at holde på de ansatte, fordi vi ikke kan garantere dem 37 timers arbejde om ugen. Efter 30 uger kan de ikke få supplerende dagpenge mere, og allerede efter få dage som ledige skal de sendes ud i aktivering. Det nytter ikke at ansætte nye folk, for det tager lang tid at lære dem op, og så risikerer de jo også at sendes hjem, siger Poul Petersen.
Hertil kommer mangel på råvarer og utilfredsstillende økonomiske resultater.
- Det er desværre det eneste, vi kan gøre, som situationen er nu. Men det er med vemod, siger Poul Petersen, der selv har været med til at bygge virksomheden op for 24 år siden og nu må være den, der drejer nøglen.
- Jeg er bange for, at vi ikke bliver de eneste, siger han.
Aker Seafoods Denmark er i dag en del af den norske koncern Aker Seafoods ASA. Aker Seafoods Denmark råder over tre fabrikker i Grenaa og fileteringsfabrikker i henholdsvis Hvide Sande og - hidtil - også i Thyborøn.