3F'ere til kamp mod dagpengeregler
3F Bornholm og Stilladsarbejdernes Brancheklub fik taletid foran Arbejdsmarkedsudvalget. Utilfredshed over stramninger i dagpengene var på dagsordenen.
Hos Stilladsarbejdernes Brancheklub Nordjylland er man især utilfreds over, at stilladsarbejdere, der er tilknyttet et firma, alligevel skal melde sig ledige, når de bliver sendt hjem fra arbejde på grund af vejret. (Arkivfoto) Der var trængsel foran mødelokalet på Christiansborg, hvor repræsentanter fra Stilladsarbejdernes Brancheklub Nordjylland og 3F Bornholm onsdag hver havde ti minutters taletid foran Arbejdsmarkedsudvalget.
Det var utilfredshed over regeringens lovforslag om at skære i retten til supplerende dagpenge, der stod på dagsordenen.
Hos Stilladsarbejdernes Brancheklub Nordjylland er man især utilfreds over, at stilladsarbejdere, der er tilknyttet et firma, alligevel skal melde sig ledige, når de bliver sendt hjem fra arbejde på grund af vejret.
- Vi kan i løbet af en uge være ude for at skulle melde os ledige og afmelde det igen op til fem gange til trods for, at vi er fast tilknyttet et bestemt firma, forklarer Jens Pedersen, formand i Stilladsarbejdernes Brancheklub Nordjylland.
- Vi kan ikke selv bestemme over vejret, og arbejdsgiveren er nødt til at overholde arbejdsmiljøregler og sikkerhedsregler og sende folk hjem, argumenterer Ole Nors, 3F Aalborg, der også var med inde foran Arbejdsudvalget.
Bornholm rammes hårdt
På Bornholm rammer lovforslaget om, at man kun kan få supplerende dagpenge i 30 uger, hvis man har et deltidsjob, især hårdt.
Det vurderer leder af A-kassen hos 3F Bornholm, Marianne Kofoed, der også fik ti minutters taletid foran Arbejdsmarkedsudvalget.
- Det er dybt urimeligt med lovforslagets begrænsninger. Halvdelen af de jobs, som Jobnet på Bornholm tilbyder ledige, og som vores medlemmer kan tage, det er deltidsstillinger. Samtidig siger arbejdsgiverne, at de ikke kan oprette fuldtidsstillinger.
Hun blev bakket op af Jeppe Kofoed, der er valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i Bornholms Storkreds.
- Lovforslaget vil ramme Bornholm tre gange hårdere end resten af landsgennemsnittet, da store arbejdsgrupper er sæsonbestemte som turistindustrien og fiskeindustrien, siger han.