Regler tvinger flere hundrede på dagpenge

Hver anden 3F'er, som havde opbrugt de supplerende dagpenge, har været tvunget til at sige deres arbejde op.

Når de supplerende dagpenge slipper op, har man reelt kun valget mellem at sige op og få fulde dagpenge eller klare sig med de arbejdstimer, man kan få. (Arkiv)Når de supplerende dagpenge slipper op, har man reelt kun valget mellem at sige op og få fulde dagpenge eller klare sig med de arbejdstimer, man kan få. (Arkiv)

Næsten hvert andet 3F-medlem, der brugte alle dets supplerende dagpenge i 2009 og 2010, har været nødt til at sige op og melde sig fuldtidsledig.

Det viser en ny opgørelse fra 3F.

I april 2008 strammede regeringen reglerne, så man kun kan få supplerende dagpenge i 30 uger. Tidligere var det 52 uger.

I 3F mistede knap 1.500 medlemmer deres supplerende dagpenge efter de nye, stramme regler i 2009 og indtil nu i 2010. Men halvdelen har tilsyneladende sagt op for at få fulde dagpenge i ugerne derefter.

Folk bliver ledige eller fattigere

- Når de supplerende dagpenge slipper op, har man reelt kun to valg: Man kan sige op og få fulde dagpenge, eller man kan prøve at klare sig med de arbejdstimer, man kan få uden supplerende dagpenge, siger forretningsfører for 3F's a-kasse Morten Kaspersen.

Han vurderer desuden, at mange, der ikke kan få timer nok, prøver at trække tiden ud for at undgå at miste de supplerende dagpenge, for eksempel ved at lade være med at søge dagpenge i uger, hvor de har et vist antal arbejdstimer - eller ved at fylde op med feriedage.

- Man får ikke flere i arbejde ved at stramme dagpengereglerne. Enten bliver folk fuldtidsledige, eller også bliver de fattigere, fordi de må klare sig uden supplerende dagpenge, mener Morten Kaspersen.

Svært at planlægge

I fiskeindustrien risikerer omkring 100 ansatte snart at miste jobbet. Det advarede branchen om mandag.

Det er især brancher, der ikke kan planlægge fuldtidsarbejde, der er ramt af reglerne. Det gælder også blandt andre musikere og skuespillere, her er der dog ikke har tal på omfanget.

- Folk er begyndt at pive lidt mere over det, men på den anden side er de gode til at indordne sig, siger Ann-Mari Nostrup fra musikernes a-kasse.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) afviser at ændre reglerne. Hun mener, at de virker efter hensigten, nemlig at flere i dag bliver selvforsørgende.