Posten arbejder mere over
Overarbejdet i Post Danmark er steget, efter at det er blevet frivilligt. Men mønstret har ændret sig.
Siden nytår har postbude haft mulighed for at sige nej til at arbejde mere end en halv time over om dagen. Siden nytår har omdelerne i Post Danmark haft mulighed for at sige nej til at arbejde mere end en halv time over om dagen.
Denne fyraftensgaranti blev indført for at tage toppen af de overarbejdspukler, der blev anset for at være et af de største arbejdsmiljøproblemer i virksomheden.
Men trods muligheden for at sige fra, arbejdes der ikke mindre over - snarere tværtimod.
I 2007 var 2,9 procent af alle arbejdstimer i Post Danmark overarbejde. I 2008 udgør overarbejdet - til og med august - 3,1 procent af arbejdstimerne.
Hvis man ser på det totale antal overarbejdstimer måned for måned er der også tale om en lille stigning. Alligevel er der stor tilfredshed med fyraftensgarantien i 3F og Post Danmark, som har indgået aftalen.
- Vi kan se, at arbejdstidsmønstret har ændret sig. Nogle arbejder mere over end tidligere - andre mindre. Så de omdelere, der ønsker det, har fået en mere forudsigelig arbejdsdag, og det var et af formålene, siger Palle Juliussen, der er personaledirektør i Post Danmark.
Tallene afskrækker heller ikke i 3F.
- Jeg tror, muligheden for at kunne sige fra har stor betydning. Men vi skal naturligvis holde øje med, om tingene foregår efter bogen, så folk ikke alligevel bliver tvunget til at arbejde over, siger Jens Bendtsen, der er forhandlingssekretær i 3F’s Industrigruppe.
Han vil også undersøge, om den første halve times overarbejde nogle steder er gået hen og blevet fast arbejdstid.
- Man kan ikke sige nej til den første halve time, men som udgangspunkt må den kun bruges, hvis der sker noget uforudset. Skal man bruge en halv time ekstra hver dag, er det faktisk overenskomstbrud, siger Jens Bendtsen.
Han forestiller sig også, at især ældre postbude kan have svært ved at sige nej til overarbejde.
- De er af den gamle skole, som ikke har det godt med at lade post ligge over, siger Jens Bendtsen.
Kan posten ikke nå ud ved hjælp af frivilligt overarbejde, er der i sidste ende mulighed for at trække på et korps af tilkaldevikarer. Nogle postmestre har alligevel givet fyraftensgarantien skylden for de problemer, der i 2008 har været med at få posten ud til tiden.
- Men det er det rene vrøvl. Det er dem selv, der ikke formår at bruge de værktøjer, de har fået. Vi vil stå vagt om fyraftensgarantien og de tilknyttede aftaler, siger Jens Bendtsen.