Politi rejser tiltale mod Post Danmark
Politiet har rejst tiltale mod Post Danmark for at presse intime oplysninger ud af postansatte under sygesamtaler. Sagen har principiel betydning for lønmodtageres retssikkerhed og afgøres i retten.
Flere postansatte har følt sig krænkede over, at en distributionsleder pressede dem for intime oplysninger under sygesamtaler. (Foto: Arkiv.) Sydsjælland og Lolland Falsters Politi har nu rejst tiltale mod Post Danmark for overtrædelse af loven om helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet. Sagen drejer sig om flere postansatte, der har følt sig krænkede over, at en distributionsleder pressede dem for intime oplysninger under sygesamtaler.
Personaledirektør i Post Danmark Palle Juliussen imødeser tiltalen med sindsro.
- Vi mener ikke, der er sket noget forkert, og nu må vi lade sagen køre. Men det er klart, at hvis vi gør noget, vi ikke må, så vil vi lave om på procedurerne, siger han.
En af dem, det gik ud over, er den dengang 22-årige postansatte Mette Lund Jensen, Postcenter Slagelse, der i 2005 kom til sygesamtale hos den pågældende distributionsleder.
Væmmelig samtale
Hun følte sig presset af lederen til at snakke om intime og personlige ting til sygesamtalen, som hun blev hevet ind til godt en måned efter, at hun mistede sit barn et stykke henne i graviditeten.
Lederen fik oplysninger, som hun end ikke havde snakket med sin egen mor om, og hun følte ikke, hun havde ret til at sige fra.
- Det var væmmeligt at snakke privat med en fremmed. Jeg sagde det bare for at få fred. Ellers var jeg brudt sammen. Det kom fuldstændig bag på mig, at jeg skulle snakke om det, fortæller Mette Lund Jensen.
Har manual for sygesamtaler
"Palle Juliussen, den måde den pågældende distributionsleder har ført sygesamtaler på, er det generelt den måde, de bliver ført på i Post Danmark?
- Jeg kan jo ikke sige præcist, hvordan den distributionsleder, der er tale om, har foretaget sygesamtalerne. Men vi har jo en manual for, hvordan man skal føre sygesamtaler, og alle er interesseret i, at det foregår på en god og fornuftig måde, siger Palle Juliussen.
Stop for ulovlige krænkelser
I 3F Slagelse glæder faglig sekretær Niels Erik Danielsen, der har kørt sagerne for medlemmerne, sig over, at sagen omsider bliver afgjort.
- Så vi kan få stoppet den ulovlige og krænkende indblanding i forhold til ansatte, der udspørges om helbredsoplysninger. Mange har eksempler på, hvordan de er blevet spurgt, eller har kollegaer, der er blevet spurgt af arbejdsgiveren om, hvad de fejler, selvom det ulovligt. Med mindre det har afgørende betydning for arbejdet. Hvilket det kun har i de færreste tilfælde, siger han.
Principiel sag om retssikkerhed
Advokat og partner i Advokatfirmaet Bjørst, Henrik Juel Halberg, oplyser, at han ikke har kendskab til, at der tidligere har været ført lignende sager om overtrædelse af lov om helbredsoplysninger.
- Det er på tide at få prioriteret området og få prioriteret sager om overtrædelse. Politikerne har jo ment, at det var nødvendigt med loven, og det er godt, at der nu kommer fokus på det til gavn for lønmodtagernes retssikkerhed, siger Henrik Juel Halberg.