3F: Suveræn postfusion
Løn- og arbejdsvilkår berøres ikke af den kommende fusion mellem Post Danmark og Posten Sverige. På sigt kan der komme flere arbejdspladser ud af det, forudser 3F.
Jens Bendtsen, der er forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe og formand for landsbrancheklubben 3F Post, har svært ved at finde negative sider ved den kommende fusion. (Arkivfoto) - Det er en suveræn fusion.
Sådan lyder den overordnede 3F-kommentar til, at Post Danmark og Posten Sverige nu har meldt offentligt ud, at de to virksomheder vil slå sig sammen.
Jens Bendtsen, der er forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe og formand for landsbrancheklubben 3F Post, har svært ved at finde negative sider ved den kommende fusion.
- Løn- og arbejdsvilkår berøres ikke, og det var meget vigtigt for os. Jeg har også svært ved at forestille mig, at der vil ske afskedigelser. Tværtimod tror jeg, at der på lidt længere sigt vil komme flere arbejdspladser ud af fusionen, siger han.
De ansatte i de to pakkecentre i Brøndby og Taulov vil nok komme til at opleve forandringer, idet de placeres i et nyt, fælles logistikselskab. Men deres overenskomst flytter med over, understreger Jens Bendtsen.
Står stærkt
Koncernen vil samlet få over 50.000 ansatte. Hovedsædet kommer til at ligge i Stockholm, men 3F har på forhånd sikret sig en af tre medarbejderpladser i koncernbestyrelsen.
Ifølge Jens Bendtsen vil den dansk-svenske virksomhed stå stærkt i konkurrencen på det europæiske marked, som får alvor åbnes i disse år med EU's beslutning om at afskaffe de nationale postmonopoler.
- De to nuværende virksomheder er stærke på forskellige områder og supplerer derfor hinanden godt. Post Danmark kunne ikke have fundet en bedre partner, og efter min mening er det her samarbejde meget stærkere end det med det tyske postvæsen, der tidligere var lagt op til, siger han.
Spørgsmål og svar om fusionen
Spørgsmål og svar om fusionen