Håndværkere besøger byggepladser

250 danske og polske håndværkere tager onsdag på et storstilet byggepladsbesøg for at skaffe lige vilkår for danske og udenlandske kolleger.

I Storkøbenhavn sker den hidtil største samlede indsats fra byggefagforeningernes side for at få kortlagt de løn- og arbejdsforhold, som er gældende på byens byggepladser. Klokken 11 samles omkring 300 byggefolk på Israels Plads ved Nørreport Station, og de går i samlet trop til Arbejdermuseet i Rømersgade 22, hvor der er indkaldt til faglig konference. Derefter vil de inspicere flere forskellige byggepladser. Det sker ifølge formanden for organisationsudvalget i Byggefagenes Samvirke, Bo Rosschou, for at få et billede af den situation, der hersker på de mange hundrede byggepladser, skriver samvirkets hjemmeside, Bygsam. Byen er blevet inddelt i ni områder, og hvert af disse bliver gennemgået af grupper på to-tre fagforeningsfolk, som opsøger byggepladserne. Her forsøger man under besøgene at få informationer om kollegernes løn-, ansættelses- og arbejdsforhold. Ligeledes vil man forklare, hvad fagforeningerne er, hvad de kan hjælpe kollegerne med, og hvordan de selv kan blive medlemmer og ad den vej sikre deres rettigheder. Byggepladsbesøgene arrangeres i samarbejde med Den Faglige Polske Klub, som består af byggehåndværkere fra Polen på job i Danmark. Dansk Byggeri betegner håndværkerne som ubudne gæster og har i et brev til medlemsvirksomhederne indskærpet, at byggepladser er privat område, og at adgang hertil for uvedkommende kun er tilladt efter forudgående aftale med byggepladsledelsen. ”Repræsentanter for fagforeninger er i denne henseende at betragte som uvedkommende og har derfor ikke uden videre adgang til pladserne eller adgang til at kontrollere noget som helst eller forstyrre arbejdet på pladsen,” skriver Dansk Byggeri i brevet.