Venstre skeptisk over for ny Østaftale
Udelukkende realpolitiske hensyn får Venstre til nølende at acceptere en forlængelse af Østaftalen. Sådan lyder konklusionen efter konference i den liberale tænketank CEPOS.
Der er store interne uenigheder i Venstre om, hvorvidt partiet skal gå med til en forlængelse af Østaftalen, der regulerer adgangen til det danske arbejdsmarked for borgere i de nye østeuropæiske EU-lande. Men forliget skal holdes, lyder det fra partiets arbejdsmarkedsordfører. (Foto: Kennet Havgaard) Der er store interne uenigheder i Venstre om, hvorvidt partiet skal gå med til en forlængelse af Østaftalen, der regulerer adgangen til det danske arbejdsmarked for borgere i de nye østeuropæiske EU-lande.
Det står klart efter en konference i den liberale tænketank CEPOS fredag 10. marts i Dansk Arkitektur Center i København.
Her talte Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Karin Riis-Jørgensen, dunder mod aftalen, som hun synes er i lodret strid med de liberale principper, som Venstre burde bygge sin politik på.
- Jeg havde gerne set, at regeringen havde ophævet Østaftalen. Det ville klæde et parti, som i den grad har kæmpet for EU-udvidelsen, og som har haft en tidligere formand (Uffe Ellemann-Jensen, red.), der i den grad stod for udsyn og fremsyn. Vi svigter ham og vores parti ved ikke at vise solidaritet med de nye EU-lande, sagde Karin Riis Jørgensen.
Forliget skal holdes
Hun erkendte dog, at "indenrigspolitiske hensyn" forhindrer en afskaffelse af Østaftalen.
Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Viberg, anlagde en noget mere pragmatisk linie i forhold til sin partifælle.
- Når vi ser udviklingen med den nuværende aftale, er der mange gode grunde til ikke at forny den. Men problemet er, at vi har politisk aftale, og vi kan ikke overbevise forligskredsen om, at vi skal stoppe nu. Så vi bliver nødt til at finde den smidigste og lempeligste model, sagde han ved konferencen.
Den nuværende forligskreds består af alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Ikke skyggen af et argument
Hvis regeringspartierne havde haft flertal sammen med De Radikale, kunne Østaftalens fremtid dog se en del mørkere ud.
De Radikales arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Elisabeth Geday, havde i hvert fald ingen uld-i-mund, når det kommer til hendes holdning til overgangsordningerne.
- Der er ikke skyggen af et argument tilbage for at opretholde aftalen. Der er jo ikke kommet flere østeuropæere til Sverige, som ingen aftale har. Vi bliver kun i forligskredsen for at få trukket aftalen i en så liberal retning som muligt, sagde Elisabeth Geday, der dog understregede, at det Det Radikale Venstre er modstandere af lønpres fra Østeuropa.
- Men det er altså fagbevægelsens opgave at sørge for lønnen for østarbejderne er den samme, som gælder på det øvrige arbejdsmarked, sagde hun.
Ideologisk oprustning
Ellers var konferencen præget af en række mere eller mindre teoretiske indlæg omkring de store fordele i et liberalt marked med helt fri bevægelighed for arbejdskraft.
De blev leveret af blandt andre den tidligere tjekkiske EU-kommissær Pavel Telicka og professor Niels C. Thygesen fra OECD.
De var begge var fuldt på linie med den officielle CEPOS-holdning om, at Østaftalen er af det onde og hurtigst muligt skal afskaffes.