Lempelse af Østaftalen på vej
Overenskomstdækkede virksomheder skal have lettere ved at ansætte østeuropæisk arbejdskraft, mener partierne bag Østaftalen.
Overenskomstdækkede virksomheder skal have lettere ved at ansætte østeuropæisk arbejdskraft, mener partierne bag Østaftalen. Det skal være lettere for danske virksomheder at ansætte arbejdskraft fra Polen, Letland, Litauen og de andre nye EU-lande.
Partierne bag Østaftalen, de danske overgangsbestemmelser, synes på vej til at blive enige om at gøre adgangen til det danske arbejdsmarked smidigere.
Beskæftigelsesministeriet har udarbejdet et udspil til, hvordan Østaftalen kan lempes. Det foreslås blandt andet, at virksomheder, der én gang har fået tilladelse til at have østarbejdere, og i øvrigt har orden i tingene, skal kunne få forhåndstilladelse til at ansætte arbejdskraft fra de nye EU-lande. Det vil indebære, at der i sådanne tilfælde ikke skal udstedes individuelle arbejdstilladelser fra Udlændingestyrelsen til statsborgerne fra østlandene.
Udspillet blev luftet for forligspartierne på et møde onsdag morgen.
Skal partierne bag Østaftalen opnå enighed, synes det oplagt, at forudsætningen for forhåndsgodkendelse er overenskomstdækning.
Krav om overenskomst
- Vi er enige om, at aftalen skal forlænges, og vi er også enige om seriøst at se på, om der er mulighed for at lave nogle lempelser, så det bliver lettere for virksomheder, der ansætter arbejdskraft fra de nye EU-lande på ordinære vilkår. Vores synspunkt er, at skal der laves forhåndsgodkendelser, skal det gælde virksomheder, der er overenskomstdækket, siger den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov til Nyhedsbrevet 3F umiddelbart efter mødet.
- Jeg har meget svært ved at se, at man kan lave et fornuftigt forhåndsgodkendelsesapparat, hvis det ikke er koblet op på overenskomstdækning, siger han.
Det er SF's arbejdsmarkedsordfører Ole Sohn enig i. Han kræver forhåndsgodkendelser indskrænket til virksomheder, hvor medarbejderne automatisk er dækket af en kollektiv overenskomst. Til dagbladet Børsen siger han onsdag, at ministeren går for vidt, hvis der gives forhåndsgodkendelse til hele området.
- Så er der ingen Østaftale, vurderer han.
Det er den radikale Elisabeth Geday enig i. De Radikale ser helst Østaftalen afskaffet.
- Men der er ikke meget Østaftale tilbage, hvis vi får gennemført det her, siger hun til Børsen om beskæftigelsesministerens udspil.
Justeringer undervejs
Thomas Adelskov oplyser, at forligspartierne diskuterer, om en forhåndsgodkendelse skal gælde en virksomhed generelt eller alene bestemte jobfunktioner i en virksomhed.
- Det tegner til, at der bliver tale om de enkelte jobfunktioner og ikke, at en forhåndsgodkendelse så at sige gælder fra top til bund, lyder hans vurdering.
Beskæftigelsesministeriets udspil indeholder også forslag om, at beskæftigelse af østarbejdere ikke nødvendigvis, som tilfældet er nu, skal være på minimum 37 timer ugentligt, ligesom der er forslag om, hvordan studerende får mulighed for at tage lønnet arbejde i Danmark.
Beskæftigelsesministeren mener samtidig, at forlængelsen af Østaftalen skal muliggøre ændringer undervejs i den treårige periode, der er tale om.
Det er Thomas Adelskov (S) ikke afvisende overfor.
- Der kan måske være fornuft i, at vi i løbet af perioden i dialog med arbejdsmarkedets parter kigger på, om der er brancher, hvor man med fordel kan lette adgangen. En gradvis lempelse af adgangen til det danske arbejdsmarked vil også indebære, at vi undgår en chokeffekt i 2009, når den treårige periode udløber.
Forligspartierne mødes igen allerede i næste uge, og der lægges op til, at man har en ny aftaletekst klar inden påske.