BAT vil ikke lempe Østaftalen

ILLEGALE: Den danske overgangsordning for arbejdskraft fra de otte nye østeuropæiske EU-medlemslande, den såkaldte Østaftale, har været en rimelig succes, siden den trådte i kraft sidste år.

I forhold til antallet af beskæftigede i Danmark udgør den østeuropæiske arbejdskraft en ganske lille promille. Det fremgår af en ny rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Arbejdskraften fra de nye østeuropæiske EU-lande har derfor generelt ikke påvirket det danske arbejdsmarked i negativ retning, hvad angår beskæftigelse, ledighed og lønudvikling, fremgår det af rapporten.

Den vurdering bakkes op af de danske byggefagforbund.

- Vi er helt enige med ministeriet i, at overgangsordningerne har haft en særdeles positiv virkning for udviklingen på det danske arbejdsmarked, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.

På baggrund af den beskedne tilstrømning af østeuropæisk arbejdskraft lægger Arbejdsmarkedsstyrelsens rapport op til at lempe Østaftalen. Dansk Arbejdsgiverforening og SALA så helst Østaftalen afskaffet.

Men det afviser Gunde Odgaard.

- Østaftalen har netop givet mulighed for at overvåge tilgangen af arbejdstagere fra de nye EU-lande, så indsatsen har kunnet koncentreres omkring platuglerne, der har forsøgt at omgå aftalen, siger han.

pet