Fagligt aktive fri efter pres
Aktivisten Mehedi Hasan er blevet løsladt i Bangladesh. I Indien blev tekstilfabrik tvunget til at trække international arrestordre tilbage efter international fordømmelse.
Internationale protester mod forfølgelse af fagligt aktive giver resultater. Her er aktivister på gaden i København. (Foto: Søren Zeuth ) Internationalt pres betaler sig.
Sådan ser det ud i to aktuelle tilfælde, hvor myndigheder og firmaer har brugt retssystem og politi til at skærpe jagten på fagligt aktive i Sydasien.
I Bangladesh er fagforeningsaktivisten Mehedi Hasan nu blevet løsladt efter skarpe internationale reaktioner. Han han blev arresteret sammen med sin danske kollega, Bent Gehrt, fra Workers Rights Consortium og var tilbageholdt i ti dage. Bent Gehrt blev dog løsladt samme dag.
Baggrunden for anholdelsen er den systematiske forfølgelse af fagligt aktive og andre, der sætter fokus på arbejdsforhold i Bangladesh.
Anklaget for oprør
Mehedi Hasan var i landet for at dokumentere forholdene for landets mange millioner tekstilarbejdere, men stod pludselig anklaget for opfordring til oprør og uro og for at videregive følsomme oplysninger.
Blandt dem, der protesterede over overgrebet var den foreningen Clean Clothes Campaign i Danmark.
- Vi er glade for, at Mehedi Hasan er blevet løsladt, men problemerne er ikke løst i Bangladesh. Fagforeningsmedlemmer og menneskeretsaktivister forfølges stadig og kan til enhver tid risikere at blive tilbageholdt med grundløse anklager.Denne sag viser dog, at det har en effekt at lægge pres på myndighederne, siger Dorte Sørensen, formand for Clean Clothes Campaign i Danmark.
Hun kan samtidig glæde sig over en anden faglig sejr i Indien. Her har fabrikken Fibre and Fabrics International trukket en sag mod aktivister fra blandt andre Clean Clothes Campaign tilbage.
Fabrikken havde fået en indisk domstol til at udsende en international arrestordre mod de en række indiske og hollandske aktivister. Årsagen var en kritisk rapport om arbejdsforholdene på fabrikken.
Pres fra politikere
- Sagen er blevet løst efter massivt politisk pres, hvor hollandske politikere har spillet en hovedrolle. Udover at den internationale arrestordre er ophævet, har de ansatte på fabrikken nu fået en ombudsmand, som de kan komme i dialog om arbejdsforholdene, fortæller Dorte Sørensen.
Den tidligere hollandske minister, Ruud Lubbers, fungerede som mægler i sagen.
I Danmark gik aktivister fra Clean Clothes Campaign og 3F på gaden i København i december sidste år for at protestere mod overgrebene i Indien.