Sundhedskampagner skal rettes mod 3F’ere
Særligt 3F-kvinderne dør oftere af hjertesygdomme end veluddannede. Kampagnerne bør rettes mere mod ufaglærte, mener 3F og Hjerteforeningen.
- Undersøgelsen viser, at der er stor social ulighed i det danske samfund. Derfor bør man være meget bedre til også at fokusere på uligheden i sundhedssystemet, så man bedre kan hjælpe de kortuddannede og ufaglærte, siger Jane Korczak. Er man kvinde, har en kort uddannelse og er ryger, er risikoen for at dø på grund af hjertesygdomme langt højere, end hvis man er højtuddannet. Det viser Hjerteforeningens nyeste statistik.
3F og Hjerteforeningen mener, at sundhedskampagnerne i højere grad bør rettes mod ufaglærte.
- Tallene viser med al tydelighed, at der er brug for at gøre en særlig indsats for lavtuddannede og ufaglærte arbejdere. Derfor bør sundhedskampagnerne målrettes mere mod vores medlemmer, siger Jane Korczak, som er næstformand i 3F.
Hos Hjerteforeningen er man enig i, at kampagnerne bør målrettes bedre.
- Tallene viser, at folk med kort uddannelse er meget mere syge end de velstående. Den skævhed bør vi tage meget alvorligt, og vi er enige med 3F i, at kampagnerne i højere grad bør målrettes kortuddannede og ufaglærte, siger lægefaglig chef Ulla Davidsen.
Samlet set er antallet af døde på grund af hjertekarsygdomme ellers faldet drastisk over 12 år, men en enkelt gruppe skiller sig ud.
- For kvinder med lav uddannelse har dødeligheden på grund af hjertesygdomme stort set ikke ændret sig fra de 20,1 procent i 1998 til 19,3 procent i 2005. Samtidig ryger disse kvinder stadig lige meget, mens rygningen for alle andre grupper er faldet. Og det er skræmmende, siger Ulla Davidsen.
Ulighed i sundhedssystemet
Tallene fra Hjerteforeningen viser desuden, at kortuddannede kvinder med lavindkomst står for dobbelt så mange indlæggelsesdage på hospitaler som veluddannede kvinder med en høj indkomst.
For de ufaglærte mænd er mønsteret det samme. Dødeligheden på grund af hjertekarsygdom for socialt dårligt stillede mænd er fire gange så høj som for de velstillede.
- Undersøgelsen viser, at der er stor social ulighed i det danske samfund. Derfor bør man være meget bedre til også at fokusere på uligheden i sundhedssystemet, så man bedre kan hjælpe de kortuddannede og ufaglærte, siger Jane Korczak.