Trænger du til et sundhedstjek?
Efterlysning: Hver tredje dansker dør af en hjertekarsygdom, og kvinderne er i overtal. Fagbladet 3F sætter fokus på kvinder og hjertekarsygdomme og efterlyser en kvindelig 3F'er, der vil stille op til et sundhedstjek hos Hjerteforeningen.
Har du mistanke om, at du måske har en hjertekarsygdom? Et sundhedstjek med gode råd og vejledning kan hjælpe dig på vej til bedre og sundere levevaner. (Foto: Harry Nielsen.) Godt 18.000 danskere dør hvert år af en hjertekarsygdom. Alene 4.300 dør af en blodprop i hjertet. Hjertekarsygdomme er dermed den største dræber i Danmark.
Der er derfor god grund til at få tjekket, om blodtrykket og kolesteroltallet er i orden, og få målt, om konditionen er i top. For sunde levevaner er vejen frem, hvis man vil forebygge hjertekarsygdomme.
- Det er aldrig for sent at gøre noget for sin sundhed. Med et sundhedstjek på et af vores rådgivningscentre får man en status på sin sundhed. Det kan være en øjenåbner, og det kan også være motiverende, fordi man så ved, hvor man skal sætte ind, fortæller sundhedschef i Hjerteforeningen Ingrid Willaing.
Hun tilføjer, at selvom det kan virke uoverskueligt at skulle ændre vaner eller livsstil, så er det ikke nødvendigt at starte med at ændre alting på en gang. En del af sundhedstjekket er netop rådgivning og vejledning til, hvordan man kommer bedst muligt i gang med sundere levevaner.
Få styr på blodtryk og blodsukker
På Hjerteforeningens rådgivningscentre kan du få foretaget et sundhedstjek. Her bliver dit blodtryk, kolesteroltal, taljemål, BMI (body mass index) og blodsukker målt, og du har mulighed for at få testet din kondition.
En sygeplejerske eller diætist vil desuden give dig gode råd med på vejen til, hvordan du kan få en sundere hverdag.
Et sundhedstjek koster 450 kroner uden en konditionstest og 650 kroner med en konditionstest. Men du har nu muligheden for at få taget en gratis sundhedstest.
På Fagbladet 3F efterlyser vi nemlig en kvindelig 3F'er, der vil lægge krop til et sundhedstjek på et af Hjerteforeningens rådgivningscentre.
Vi vil følge dig med et kamera under rådgivningsforløbet og lave en kort video til Fagbladet XL.
Videoen skal bringes i forbindelse med et minitema i Fagbladet 3F om kvinder og hjertekarsygdomme og skal inspirere andre kvinder til også at få tjekket deres sundhed.
Skriv til Fagbladet 3F's journalist Pernille Lundsgaard Thomsen, og fortæl kort om dig selv, inklusiv din alder og dit arbejde, og hvorfor du godt kunne tænke dig at få taget et sundhedstjek.
Hvis du bliver udtaget, kvitterer vi med en digital musikafspiller, en iPod Classic, som tak for indsatsen.