Undgå for meget sukker i din mad

Klumme: Der er meget mere sukker i helt almindelige fødevarer, end man lige forestiller sig i en travl håndevending. Industrien har ansvaret, men som forbruger kan du gøre noget for selv at undgå for meget sukker i maden. Vibeke Lund giver gode råd.

Færdiglavet mad indeholder ofte meget sukker. Den sikreste vej til at have styr på sukkerindholdet i maden er derfor at lave den selv. (Foto: Colourbox)Færdiglavet mad indeholder ofte meget sukker. Den sikreste vej til at have styr på sukkerindholdet i maden er derfor at lave den selv. (Foto: Colourbox)

Det er en god huskeregel, at der ikke må være mere end 10 gram tilsat sukker pr. 100 gram i en fødevare, hvis den skal kunne betegnes som sund i sukkerhenseende. Undtaget fra denne regel er dog brød og mælkeprodukter, hvor sukkergrænsen går ved 5 gram pr. 100 gram af varen.

Sukkerindholdet kan læses i næringstabellen under kulhydrater. Her finder du sukkerindholdet angivet som "sukker", "tilsat sukker" eller "sukkerarter".

Hvis producenten ikke har gjort sig umage med at skille varens naturlige indhold af sukker fra det sukker, som er tilsat under forarbejdningen, så må du går ud fra, at det hele er sukker af værste skuffe.

Lav så vidt muligt din mad fra bunden

Den sikreste vej til at have styr på sukkerindholdet i maden er, når du laver den selv. Lad hel- eller halvfabrikata i dine måltider være undtagelsen, der bekræfter reglen om, at mad skal hjemmelaves og hjemmespises. Gør det til en sportsgren at se, hvor lidt sukker du kan nøjes med, uden at maden mister sin gode smag. Det er i høj grad et spørgsmål om tilvænning begge veje.

Frugtyoghurt er et eksempel på en fødevare, der indeholder for meget sukker til at være hverdagssund. Produktet indeholder mellem 10-14 gram sukkerarter pr. 100 gram.

Derfor kan det være en idé selv at tilsætte et naturelprodukt, så sukkerkoncentrationen i portionen reduceres. Øg mængden af A38, yoghurt naturel, græsk yoghurt 0,1 procent fedt, formage frais eller skyr over en periode, mens du langsomt vænner dig til en mindre sød yoghurtsmag.

Omgås din dressing med måde

Købedressinger, ketchup, chillisaucer og andre sager, som du efterhånden får sukkerfærden af, kan du sætte på huskelisten over fødevarer, som du omgås med måde.

Se på varedeklarationen, og beslut dig for en fremtidig strategi for din omgang med produktet. Nogle af disse ting vil du måske kunne lave selv så let som at klø dig i nakken. Og bingo - så har du sukkeret under kontrol.

Se indslag fra TV Avisen (27. april 2012) om sukker i fødevarer her.