Drop overdrevet kosttilskud

Klumme: Mange frygter konsekvenserne af ikke at leve op til anbefalingerne for sunde kostvaner. Og det er noget, som producenterne af kosttilskud lever fedt af. Beklageligt, mener Vibeke Lund, der her giver gode råd om vitamin- og kosttilskud.

Mange tager kosttilskud. Men der er ingen grund til at bekymre sig om vitamin- og mineralmangel, hvis man spiser fornuftigt og varieret.  (Foto: Colourbox)Mange tager kosttilskud. Men der er ingen grund til at bekymre sig om vitamin- og mineralmangel, hvis man spiser fornuftigt og varieret. (Foto: Colourbox)

Raske mennesker og almindelige motionister behøver ikke gøre sig større ulejlighed end at kaste et blik på tallerkenen, hver gang der er serveret.

Hvis frokosten og aftensmaden for det meste kan leve op til tallerkenmodellens krav, og der ydermere kommer lidt sunde mellemmåltider ind i programmet et par gange om dagen, er der igen grund til at bekymre sig om vitamin- og mineralmangel.

Spis varieret

Tag desuden et kik på den nye kostpyramide og spørg dig selv:


  • Spiser jeg varieret og alt i pyramiden?

  • Får jeg en halv liter magert mælkeprodukt og to skiver ost hver dag?

  • Spiser jeg fisk som hovedret to gange om ugen eller som hovedret én gang ugentligt og som pålæg hver dag?

  • Får jeg tre stykker frisk frugt og 300 gram grønt-sager hver dag?

  • Spiser jeg kød og/eller tørrede bælgfrugter svarende til 1/5 af min mad?

  • Får jeg plantefedt via madolier, avokado og nødder?

  • Vælger jeg fuldkornsprodukter, når jeg kan?

  • Vælger jeg kartofler frem for ris og pasta?


Hold dig til tilskud af D-vitamin og fiskeolie

En nyere undersøgelse har vist, at 47 procent af danskerne får for lidt D-vitamin. Det tyder på, at den halve befolkning har svært at få spist fisk nok til dække behovet for dette meget vigtige vitamin.

Ud over solen er fisk nemlig eneste nævneværdige kilde til D-vitamin, og her er det især de fede af slagsen – fx laksen -  der er værd at gå efter.

Hvis du er i risikogruppen for D-vitaminmangel, så se at få det tjekket hos din læge. En D-vitaminpille og 1-3 fiskeoliekapsler dagligt er med stor sandsynlighed en sund og fornuftig investering. Men lad det så stoppe dér.

Brevkassen: Skal det løbes væk?

Kære Vibeke

Jeg er for nylig blevet glad for at løbetræne i naturen, men på det sidste har jeg haft ondt i mit knæ i starten af løbeturen. Når jeg har løbet et par kilometer, går det som regel over. Kan det ende med en skade, eller skal det løbes væk?

Med venlig hilsen Lissen

Kære Lissen

Når det gør ondt i kroppen, er det et tegn på, at noget er galt. Det skal vi altid lytte til. Hvis vi alligevel træner videre, vil kroppen forsøge at smertedække sig selv, men det er ikke ensbetydende med, at problemet er forsvundet. Tværtimod.

Jeg synes, du skal få en fysioterapeut til at se på dit knæ. Måske er problemet løst med nogle enkle øvelser, der kan styrke muskulaturen rundt om knæet i en periode.