De gode, de onde og de virkelig sunde
Klumme:
Kender du dit kolesteroltal? Hvis svaret er nej, så få det målt næste gang, du skal til lægen, lyder rådet fra Vibeke Lund. Der er nemlig gode og onde kolesteroler.
Det sunde umættede fedt fra fiske- og planteriget med til at sikre, at de lede LDL-kolesteroler får kamp til stregen. (Foto: Colourbox) Når det varmt anbefales med mellemrum at få tjekket, hvor man ligger på kolesterolskalaen, er det især fordi resultatet kan være en nyttig morgenvækning med signal om, at der er sundhed og livskvalitet at hente på forbedringer af kost- og eller motionsvanerne.
Kroppen har brug for kolesterol for blandt andet at danne hormoner og for at blødgøre vores cellemembraner, så de kan tåle stød uden af gå i stykker. Vi producerer selv en lille smule kolesterol, men nogle enkelte af os producerer for meget.
De fleste af os kan imidlertid selv dreje på kost- og motionsknappen, hvis vi vil regulere kolesteroltallet. Motion og fiberholdige fødevarer trækker tallet ned, mens en inaktiv livsstil og for meget mættet fedt i maden og på kroppen trækker op.
Pas på det mættede fedt fra dyreriget
Man skal holde sig for øje, at der findes to typer kolesterol: LDL (det lede) og HDL (det herlige). Summen af de to kaldes totalkolesterol eller serumkolesterol.
Kort fortalt stammer LDL-kolesterolerne fra mættet fedt fra dyreriget og har fået det lede øgenavn, fordi de har det med at klistre sig fast i vores blodårer og med tiden bevirke, at der bliver mindre og mindre plads til, at blodet frit kan strømme igennem os.
En forhøjet LDL-koncentration i blodet øger derfor risikoen for blodpropper, forhøjet blodtryk og slagtilfælde.
Spis fede fisk, nødder, avokado og gode planteolier
HDL-kolesterolerne har den stik modsatte effekt, men dem er der hos de fleste mennesker desværre ikke lige så mange af.
Når HDL-kolesterolerne suser med blodet rundt i kroppen, sker der en slags støvsugning af fritgående LDL-kolesteroler, som HDL-heltene samler op og tager sig kærligt af.
På den måde er det sunde umættede fedt fra fiske- og planteriget med til at sikre, at de lede LDL-kolesteroler får kamp til stregen, selvom de konstant er foran på points.