Video: Avisfirma lovede høj løn og masser af timer
Dansk Avis Omdeling har selv lovet budene op til 40 timers arbejde om ugen og god løn. Det viser video fra jobsamtalerne med bude i Rumænien.
Dagbladenes budfirma, Dansk Avis Omdeling, har længe påstået, at dets rumænske bude har fået forkerte oplysninger om jobbet som bude i Danmark. Og at det er sket via falske kontrakter fra et rumænsk jobbureau, som Dansk Avis Omdeling for længst har afbrudt samarbejdet med. (Arkivfoto) Dagbladenes budfirma, Dansk Avis Omdeling, har længe påstået, at dets rumænske bude har fået forkerte oplysninger om jobbet som bude i Danmark. Og at det er sket via falske kontrakter fra et rumænsk jobbureau, som Dansk Avis Omdeling for længst har afbrudt samarbejdet med.
Men den forklaring udgør ikke hele sandheden. Det dokumenterer en video fra jobsamtalerne i Rumænien, som Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af.
Videofilmen viser, at det er to repræsentanter fra Dansk Avis Omdeling og søstervirksomheden Bladkompagniet, der ansætter budene. Og at det blandt andet sker med løfter om op til 40 timers arbejde om ugen.
- Der er smurt tykt på, da budene blev ansat. Videoen beviser klokkeklart, at budene er blevet lovet høj løn og masser af timer. Og de får intet at vide om, at Dansk Avis Omdeling mente sig berettiget til at give dem langt færre timer end lovet i en introduktionsperiode på tre måneder, siger Lis Jacobsen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.
Hun kalder de seneste oplysninger i sagen om de rumænske avisbude en klar illustration af, hvorfor det har været nødvendigt at trække Dansk Avis Omdeling i Arbejdsretten.
- Foreløbig har vi rejst sager på vegne af syv rumænske bude, der er medlem af 3F. Og det drejer sig om efterbetaling i 10.000 kroners-klassen for få måneders arbejde i Danmark, siger Lis Jacobsen.
God løn og masser af timer
På videoen fra jobsamtalerne i Rumænien siger avisfirmaernes danske repræsentant blandt andet følgende til de kommende avisbude, der er mødt frem hos jobbureauet "B&B Professionals":
"Vi garanterer mindst 30 timer. Men I vil nok komme til at arbejde i 37 til 40 timer om ugen".
"Arbejdstiden starter cirka ved midnat og varer til klokken 6:30".
"I kommer til at tjene mindst cirka 1.200 euro (9.000 kroner) om måneden efter skat og udgifter til husleje og budcykel".
"Lønnen er 137 kroner (18 euro) i timen i København og 118 (15,5 euro) kroner i timen i Jylland".
De kommende bude får dog også at vide, at der er tale om hårdt, ensomt natarbejde. Og at man kan tjene flere penge, jo hurtigere man arbejder.
Løfter er OK
En af de ansvarlige chefer for forholdene hos Dansk Avis Omdeling er Hans Peter Nissen, der er koncernlogistikdirektør i JP/Politikens hus.
Han er dybt uenig med 3F i, at videoen dokumenterer, at Dansk Avis Omdeling har lovet mere, end firmaet siden har kunnet overholde.
Hans Peter Nissen hæfter sig ved, at budene får at vide, at der er tale om arbejde på akkord. Og at hurtighed på ruterne betyder flere penge.
- Den garanti budene får er, at de får tilbudt mindst 30 timers arbejde om ugen. Og det har vi overholdt. Bude, der har ønsket flere timer, har kunnet få det. Samtidig understreges det flere gange, at der er tale om hårdt arbejde, forklarer Hans Peter Nissen, da han bliver forevist videoen fra Rumænien.
Koncernlogistichefen lover desuden en række uddybende svar på e-mail. Men svarene er ikke kommet Nyhedsbrevet 3F i hænde inden deadline.
Dokumentation: Video fra job-samtalerne her
Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af video-film fra ansættelsessamtalerne af avisbude i Rumænien.
Det er Bladkompagniets personalechef Chanett Dee Petersen, der fører ordet. De andre personer på podiet er blandt andet en repræsentant fra Dansk Avis Omdeling og folk fra jobbureauet. Samt på tilhører-rækkerne - rumænere, der håber på budjob i Danmark.
Det sker på engelsk, men videoklippene er delvist tekstede på dansk:
Lønnen er god
Se og hør løfterne om arbejdstid og lønforhold.
Det er et hårdt job
Se og hør forklaringerne om det hårde job som bud i Danmark
Ansættelse af bud
Selve ansættelsen af budene foregik således. Dette videoklip er ikke tekstet