Aviskaos trods milliontilskud
Trods statstilskud hærges avisbranchen af et hav af sager om underbetaling af bude og konkurser hos underleverandører. Dybt urimeligt, mener 3F.
Bladhuse bag Jyllands-posten, Politiken og Berlingske Tidende får i år 140 millioner kroner i statstilskud til distribution af aviser. Alligevel har 3F måttet rejse en række sager om underbetaling og brud på regler og overenskomster mod avisernes budfirmaer. (Arkivfoto) Bladhuse bag Jyllands-posten, Politiken og Berlingske Tidende får i år 140 millioner kroner i statstilskud til distribution af aviser. Alligevel har 3F måttet rejse en række sager om underbetaling og brud på regler og overenskomster mod avisernes budfirmaer.
- Vi må nu i Arbejdsretten mod morgenavisernes eget budfirma Dansk Avis Omdeling i sag om brud på overenskomsten, bristede forudsætninger og brug af et rumænsk bureau, der tager sig dyrt betalt hos rumænere, der ønsker job i Danmark. Det er dybt urimelige forhold at byde budene på trods af statens milliontilskud til distribution af aviserne, siger Lis Jacobsen, forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.
Dansk Avis Omdeling sørger for avisomdeling i Århus og andre jyske byer. Men også i chefredaktionernes baggårde i København er der mange problemer.
Her ejer Berlingske Tidende, Politiken og Jyllandsposten "Bladkompagniet", der har ansvaret for omdelingen af aviser og kører med tociffrede millionoverskud.
Bladkompagniet har udliciteret omdeling af aviser til 20 mindre firmaer. De seneste år er syv af firmaerne gået konkurs alene i hovedstadsområdet, og det har udløst en millionregning til skatteyderne, lønmodtagernes garantifond og bude fra ind- og udland. Dertil er en sag om underbetaling for 275.000 kroner af 25 polske bude rejst ved byretten af 3F Lager, Post og Service i København.
Afviser ansvar
I Jylland var virksomheden Dansk Avis Omdeling gennem en større oprydning på chefgangene i efteråret 2007 på grund af utallige problemer, der skulle løses.
Alligevel havnede firmaet i marts 2008 i en række kritiske indslag bragt af DR's magasin '21 Søndag'. Virksomheden blev blandt andet anklaget for at underbetale budene og for brud på lovgivningen under den såkaldte østaftale.
Dansk Avis Omdeling mener sig hængt urimeligt ud og har klaget til Pressenævnet over udsendelserne, samtidig med at virksomheden beskylder DR for manipulation.
For nylig måtte Dansk Avis Omdeling imidlertid erkende, at virksomheden i strid med loven har ladet bude fra Rumænien arbejde i op til 56 dage i træk uden fridage.
Og virksomheden har i kølvandet på møder med 3F efterbetalt penge til flere østeuropæiske bude.
Dertil kommer sagen, der ender ved Arbejdsretten og næppe bliver afgjort før tidligst til efteråret.
Hos Bladkompagniet har cheferne gentagne gange afvist overfor Nyhedsbrevet 3F, at de er ansvarlige, når underleverandørerne går konkurs med regninger i kølvandet.
Men virksomheden er dog efter eget udsagn begyndt at holde bedre "snor" i underleverandørerne.
Hvor Bladkompagniet de seneste år har kørt med to-cifrede millionbeløb i overskud ser det omvendt ud hos Dansk Avis Omdeling, der sidste år kunne notere sig et underskud på over 20 millioner kroner.