Hold kæft-bolsje til rumænske avisbude
To rumænske avisbude har fået 60.000 kroner af dagbladenes stærkt kritiserede omdeler-firma. Pengene er kommet på trods af total afvisning af problemer.
Efter næsten et års bøvl hos omstridt avisfirma har Andrei Butca og Maria Amalia Alexandru fået 60.000 kroner. (Foto: Niels Age Skovbo) Der er intet at komme efter. Vi har ikke underbetalt nogen. Heller ikke vores rumænske bude.
Sådan har det lydt hver gang, Fagbladet 3F har spurgt det østjyske firma Dansk Avis Omdeling til klager om underbetaling fra firmaets polske og rumænske avisbude.
Alligevel har firmaet betalt 60.000 kroner i fratrædelses-godtgørelse til to unge rumænere, der i maj stod frem i Fagbladet og fortalte om brudte løfter og trælse oplevelser som bude hos firmaet.
Det unge par hedder Andrei Butca og Maria Amalia Alexandru, og 3F kalder godtgørelsen yderst usædvanligt for branchen:
- Dansk Avis Omdeling har længe afvist ethvert problem. Nu er firmaet åbenbart krøbet til korset. Det understreger, at der i stor grad har været noget at komme efter i de sager, vi har påpeget, siger Knud Aage Rasmussen, faglig sekretær i 3F Århus Transport, Logistik og Byg.
Anstrengt samarbejde
Eneste kritik, Dansk Avis Omdeling har erkendt, er, at firmaet i strid med reglerne lod rumænske bude arbejde i 56 dage i træk uden fridage. Og ifølge virksomhedens direktør John Romedahl har det rumænske par fået pengene i lyset af mindre behov for bude:
- Samarbejdet var blevet noget anstrengt, og det var oplagt, at parret ikke ønskede at fortsætte arbejdet. Aftalen blev indgået mod at de frafaldt og bilagde eventuelle udeståender med Dansk Avis Omdeling, forklarer han.
3F understreger, at pengene til rumænerne ikke ændrer på den sag om underbetaling og løftebrud som 3F's Transportgruppe har rejst mod avisfirmaet ved Arbejdsretten.
Video: Se de gyldne løfter
Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af video-film af ansættelsessamtalerne i Rumænien af avisbude til Dansk Avis Omdeling og Bladkompagniet.
Her kan du se de danske arbejdsgivere love op til 40 timers arbejde om ugen til 118 kroner i timen.
Det er personalechef i Bladkompagniet Chanett Dee Petersen, der fører ordet over for rumænere på tilhørerrækkerne, der håber på budjob i Danmark. Det sker på engelsk, men videoklippene er delvist tekstede på dansk.
Det er et hårdt job
Se og hør forklaringerne om det hårde job som bud i Danmark
Lønnen er god
Se og hør løfterne om arbejdstid og lønforhold.