Avisbudenes egen fortælling

De to rumænere Andrei Butca og Maria Amalia Alexandru har nedskrevet deres oplevelser som avisbude fra de i Rumænien underskrev kontakten til oplevelserne med avisomdelingen i Århus. Fagbladet 3F bringer her deres rystende fortælling.

Gyldne løfter

17. november 2007: Samtalen hos bureauet B.B.C. Rekruttering i Brasov (i Rumænien, red.) gik godt. Vi kunne starte på arbejde i Danmark hurtigst muligt. Det vigtigste i samtalen med bureauet var lønnen. Vi skrev under på en kontrakt hos bureauet på 40 timers arbejde om ugen til 105 kroner i timen. Vi fik at vide, at vi kunne tjene endnu flere penge, hvis vi også arbejdede om dagen og delte gratisaviser ud på gaden.

Et andet vigtigt spørgsmål var, hvordan vi skulle bo. Vi talte om muligheden for at dele et værelse for at betale en mindre husleje pr. person. En dansk kvinde, vi fik indtryk af var fra vores danske arbejdsgiver, lod os forstå, at huslejen var pr. værelse og ikke pr. person.

Vi betalte B.B.C. Rekruttering et beløb svarende til 6.000 danske kroner for deres service.

Møgbeskidt værelse

4. december 2007: Vi kom til Danmark. Vores arbejdsleder ventede på Århus Banegård, da vi kom om aftenen omkring klokken 20. Han var meget venlig og fulgte os ud til vores nye hjem.

Her fik vi vores første ubehagelige overraskelse: Det rum, hvor vi skulle bo, var ubeboeligt. Gulvet var af ødelagt linoleum og finér, og eneste møbler var to madrasser uden ben. Der var møgbeskidt og vinduesrammen var ødelagt.

Ny kontrakt

6. december 2007: Vi tog til kontoret hos Dansk Avis Omdeling for at skrive under på de nødvendige papirer til Udlændingemyndighederne. Samtidig fik vi en ny ansættelseskontrakt.

De fortalte os, at der ikke var et andet sted, vi kunne bo lige nu. Vi affandt os med, hvor vi var havnet og begyndte at gøre rent og gøre stedet beboeligt, indtil Dansk Avis Omdeling havde fundet en anden løsning. Der var et andet lille badeværelse i huset med toilet og en bruser. Bruseren virkede ikke, og der var meget beskidt. Vi reparerede bruseren, gjorde rent, desinficerede alt i badeværelset og aftalte med de tre andre rumænere i huset, at det kun skulle bruges af os.

Første arbejdsnat

7. december 2007: Vores arbejdsleder kørte os rundt i sin bil hele natten. Vi havde ikke fået cykler endnu. Hun viste os vores distrikter, og hvordan vi skulle dele aviserne ud. Hun forklarede også, hvordan vi skulle forstå uddelingslisterne. De var skrevet på dansk, som vi ikke forstår. Vi fik også kort over hvert distrikt, så vi kunne lære ruterne og se hvor hvert hus lå.

56 dage uden at få fri

10. december 2007: Vi startede på vores ekstra arbejde med at dele gratisavisen 24timer ud på gaderne i centrum ved rådhuset. Vores arbejdsleder foreslog dette som ekstra arbejde ud over at dele aviser ud om natten. Siden har vi også arbejdet om formiddagen med at dele gratisaviser ud mellem klokken 10.30 og klokken 13.30 mandag til fredag ...
... Vi arbejdede uden fridage fra 7. til 24. december. Første fridag var juledag. Vi havde også nytårsdag. Fra 2. januar til og med 26. februar arbejdede vi hvert eneste døgn uden en eneste fridag. I alt 56 døgn i træk ...

Nytår uden løn

Nytår 2007: Vi havde endnu ikke fået skattekort og cpr-nummer, og derfor var det umuligt at åbne en dansk bankkonto, så vi kunne ikke få vores løn 31. december.

Vi fik oplyst, at vi måtte vente på løn til 31. januar 2008. Men i Rumænien havde vi fået at vide, at vi burde tage 250 euro (knap 2.000 danske kroner) med pr. person til at leve for den første måned, inden vi fik den første løn. Så vi havde ikke nogen penge. Den eneste person, der hjalp os, var vores arbejdsleder og hendes mand. De inviterede os hjem at spise og lånte os nogle penge til at leve for.

I januar fik vi en ny midlertidig arbejdsleder. Hun lånte os 1.000 kroner som forudbetaling, der ville blive trukket af lønnen. Og vi fik endelig vores cpr-nummer og kunne åbne en bankkonto.

Vi får alt for lidt

31. januar 2008: Nu fik vi løn for december og januar. Vi opdagede, at vi ikke fik betaling efter kontrakten, vi havde skrevet under på i Rumænien. Dansk Avis Omdeling betalte os pr. avis, vi bragte ud, og ikke 105 kroner pr. time, som der stod i kontrakten.

Vi gik til kontoret for at få en forklaring. Chefen fortalte os, at for de første tre måneder ville vi blive betalt pr. avis. Først efter da, ville firmaet være forpligtet til at betale os en minimumsløn på 13.000 kroner om måneden, uanset hvor mange aviser vi delte ud.

Der mangler penge

15. februar 2008: Vi kender ikke dansk lovgivning eller overenskomster. Men vi var meget utilfredse og besluttede os til at finde ud af mere om rettigheder, regler for ansatte og aftaler. Samtidig tjekkede vi lønoversigterne med vores distriktslister. Vi fandt ud af, at der var distrikter, hvor vi havde delt aviser ud uden betaling. Og der var andre ansatte i samme situation.

Vi gik til Dansk Avis Omdelings kontor for at diskutere problemet med vores chef. Han sagde, at vi skulle vente en kort tid. Vi ville få en ny arbejdsleder, der ville få problemerne løst. Vi fortsatte arbejdet og håbede, at tingene ville blive bedre.

Vi må vente igen

Marts 2008: Vi venter på næste lønseddel for at se, om der var sket nogle ændringer. Indtil slutningen af marts kontaktede vi lederen flere gange og mindede ham om de manglende distrikter og forskellen på det, vi havde arbejdet, og den betaling, vi havde fået i forhold til den kontrakt, vi havde skrevet under på. Vi sagde også, at vi ville have klarhed over situationen med hensyn til vores andet job med at uddele 24timer. Her blev vi betalt med timeløn i stedet for pr. avis som om natten. Når vi havde fri fra jobbet som uddelere om natten, kunne vi ikke samtidig få fri fra jobbet med at dele gratisaviser ud om formiddagen.

Vi vil søge efter hjælp

25. marts 2008: Vi har sagt til ledelsen, at hvis der ikke kom en løsning snarest, vil vi overveje at søge hjælp udefra. Eksempelvis hos 3F eller måske dansk tv, som andre af vores kolleger havde talt med. Vi bliver ringet op af vores natleder, der gav os et råd: Vi skulle ikke blive ved med at gentage vores krav. Og hvis vi overvejede at gå til 3F eller til tv, ville vi nok miste vores arbejde og måtte tage hjem til Rumænien.

Vi har gjort vores bedste på jobbet og blot forsøgt at løse problemerne uden indblanding udefra. Derfor havde vi ikke forventet at få den form for svar. Alt, hvad vi ønskede, var at blive betalt i forhold til kontrakten.

Ledelsen truer

10. april 2008: Var til møde på Dansk Avis Omdelings kontor med lederne og distributionschef Christian Roland Larsen.

Vi diskuterede igen vores situation, og Christian Roland Larsen spurgte, om det var sandt, at vi var begyndt at tale med 3F og med tv.

Vi bekræftede, at det var rigtigt. Og han svarede at hvis det var sådan, så ville Dansk Avis Omdeling ikke samarbejde mere med os, og vi måtte finde et andet arbejde.

Han lovede, at vi ville få flere distrikter fremover. Men han kunne ikke garantere, vi ville få de penge, vi mener, vi har til gode.

Vi sagde, at det ikke ville løse hele situationen på en tilfredsstillende måde. Christian Roland Larsen foreslog os at sende en e-mail med vores krav, og at vi måske kunne få et møde mere ugen efter.

Håber på hjælp

1. Maj 2008: Vi har nu forklaret det hele her. Og hele vores situation til 3F, der har lovet at tage sig af det hele. Vi har skrevet dette, fordi vi håber, at det vil ændre vores situation og til andre, der arbejder under samme betingelser som os.