Chauffører: Nej til piratkørsel - ja til fælles indsats
Fusk:
Fotokontrol, skærpet indsats fra myndigheder, skarpere brug af EU's regler. Bedre sammenhold. Det var nogle af de ønsker og forslag til kamp mod piratkørsel, der kom fra 300 chauffører til stormøde om piratkørsel.
Piratkørsel, løsninger, forslag og sammenhold. De emner trak fuldt hus på stormøde for chauffører. Hvornår skifter rastepladserne navn. Fra Karlslunde, Kildebjerg og Nyborg til Karlszawa, Kilde-grad og Neu-burg.
Den slags landevejshumor var med, da et stormøde lørdag satte piratkørsel på dagsordenen. Det skete i Fredericia, hvor 300 chauffører var mødt op til debat om løsninger, der kan redde danske job og sikre dansk løn og danske forhold på vejene.
Foto-kontrol ved grænserne, højere bøder og medvirkeransvar til speditører er blandt det, der står højt på ønskelisterne. Sammen med et opgør med slapt brug af EU's regler.
Stribe forslag
Mødet var indkaldt af 3F's Transportgruppe. Årsag: Frustration og vrede over snyd og løndumping på vejene vokser. Et af målene var at samle forslag til løsninger. Og en gruppe, der hedder chaufførgruppen.dk, mødte med 19 forslag. Indlæg fra salen bød desuden på forslag af denne type:
- Bedre sammenhold i branchen.
- Giv politiet mulighed for at holde både last og bil tilbage, til bøder for piratkørsel er betalt.
- Begræns udenlandsk lastbilkørsel til en enkelt transport per ophold i Danmark.
Hold fast i 3,7 milliarder
Jan Villadsen, formand for 3F's Transportgruppe, var ordstyrer. Han slår fast, at chaufførerne ikke bare skal holde sammen og presse politikere, embedsmænd og EU for deres egen skyld:
- Vi har mistet over 8.000 chaufførjob. Hvis det fortsætter, går staten og vores velfærdssamfund glip af 3,7 milliarder om året fra 2020. Man skal ikke være finansminister for at regne ud, hvad det betyder. Det svarer til en ny Storebæltsbro hvert tiende år. Eller cirka 5.000 ekstra sygeplejersker og sosu-assistenter. Piratkørsel koster dyrt for hele Danmark. Vi skal stå sammen om løsninger, der stopper ulovligheder og griske vognmænd, siger han.
Ole Christensen (S) medlem af EU-parlamentet, Jonas Dahl (SF) og Henning Hyllested (Ø) var med på mødet. Jonas Dahl fik tilbudt en dag i førerhuset hos en chauffør og svarede straks ja.