3F: Fotokontrol skal stoppe vejpirater
Snyd:
Kameraer ved grænsen og færger skal fotografere nummerplader på lastbiler. Det skal afsløre piratkørsel og lette politiets arbejde. Sådan lyder nyt forslag fra 3F's Transportgruppe.
Smil til fotografen, og få taget et billede af din nummerplade, så dansk politi kan kontrollere piratkørsel. Den pligt skal østchauffører møde ved grænsen, mener 3F's Transportgruppe. Blot hver femte lastbil, der krydser grænsen, har dansk nummerplade. Det er ny bundrekord. Og samtidig sigtes rekordmange chauffører fra udlandet, fordi de kører ulovligt med gods i Danmark.
Det får 3F's Transportgruppe på banen. Det sker med nye forslag, der skal stoppe ulovlig piratkørsel. Det vigtigste er kameraer ved grænserne. De skal fotografere de lastbiler, der kommer til Danmark.
Det er nummerpladerne, der skal i kassen. Billederne skal gøre arbejdet let for politiet, når der er kontrol af, om en udenlandsk chauffør har brudt loven, fordi hans lastbil har kørt flere end de lovlige tre ture på syv dage.
Som London og Stockholm
3F har lånt idéen af London, Norge og Stockholm. Her bliver nummerplader fotograferet, når der skal opkræves vejskat.
- Systemet er afprøvet. Og det fungerer. Lige nu fosser danske chaufførjob til udlandet, og der køres piratkørsel som aldrig før. Derfor har vi ikke råd til at vente på andre løsninger. Det koster penge at indføre. Men det er en begrænset udgift i forhold til gevinsten, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F's Transportgruppe.
Han henviser til, at der er forsvundet over 8.000 danske chaufførjob siden 2008. Jobbene er især endt i Østeuropa.
Kan ikke vente
I disse måneder diskuterer 3F, vognmænd, speditører og embedsfolk, hvordan der bremses for piratkørsel.
Arbejdet trækker ud. Det samme gør udsigten til, at politikerne indfører en vejskat. Den kan sikre bedre kontrol med de lastbiler, der kører i Danmark. Derfor mener 3F, at det er nødvendigt med fotokontrol, selvom det er en løsning, der er midlertidig.
3F's Transportgruppe foreslår også, at der skal synligt ID på alle danske lastbiler. Det skal dæmme op for snyd, hvor underbetalte østchauffører kører i lastbiler, der er på danske plader.