Danske chauffører banket ud af autobahn
Lastbiler fra Bulgarien og Rumænien udrydder biler fra Vesteuropa i ekspresfart. På de tyske motorveje faldt antallet af danske lastbiler med 16 procent fra 2011 til 2012. Samme tendens rammer belgiske, østrigske og italienske biler.
Lastbiler med chauffører og nummerplader fra Østeuropa afløser lastbiler med danske, tyske, italienske og belgiske chauffører. Der er færre danske chauffører, der sidder i kø på de tyske motorveje eller fylder på de tyske rastepladser. Bulgarske Ivan og rumænske Nicolae har taget pladserne. Det kan man se i nye tal, der kommer fra de tyske trafikmyndigheder.
De viser, at antallet af danske lastbiler, der kører i Tyskland, faldt med 15,6 procent. Det er sket fra 2011 til 2012. Og østrigske, italienske og belgiske lastbiler mærker samme tendens.
Omvendt har bulgarske, rumænske og polske lastbiler fået mere at køre med. Bulgarske lastbiler kørte 24 procent flere kilometer i Tyskland, når man sammenligner 2012 med 2011. Rumænske lastbiler slider 15,5 procent mere tysk asfalt.
To forklaringer
3F's Transportgruppe peger på to forklaringer på, at danske chauffører mister gods at køre med: løndumping og piratkørsel.
I 2012 slog 3F og de danske vognmænd i DTL alarm. Det samme gør vognmænd og chauffører i resten af Vesteuropa. Senest med en fælles advarsel til Siim Kallas, der er EU-kommissær for transport.
Den går på, at EU skal droppe sine planer om, at transport på Europas veje skal liberaliseres yderligere. Ellers vil udviklingen koste endnu flere job.
Drop unfair plan
I efteråret sagde transportminister Henrik Dam Kristensen (S) nej til øget liberalisering. Også den franske regering siger fra, når det gælder EU's plan.
I Tyskland, Danmark, Norge, Sverige, Frankrig og Holland er der stor modstand mod, at der skal liberaliseres mere.
Der er dog også danske vognmænd, der tjener penge på trafikken, hvor danske, belgiske, tyske og østrigske chauffører skiftes ud. Danske vognmænd opretter datterselskaber i Polen, Rumænien og Bulgarien, hvor chauffører får under 50 kroner i timen.