Støj som våben
Antallet af torturofre er vokset eksplosivt i Honduras siden kuppet i juni, fortæller menneskeretsforkæmperen Juan Almendares. Fagligt aktive er blandt de mest udsatte.
Tæv, voldtægt og ulidelig støj er balndt de torturmetoder, kupmagerne benytter i Honduras, fortæller tortureksperten Juan Almendares under et besøg i Danmark. (Foto: Martin Mounzer)
Så højt at det gør ondt og kan medføre stress, varige høreskader og skader på indre organer. At generne er betydelige har Honduras' afsatte præsident Manuel Zelaya og personalet på den brasilianske ambassade i Honduras måttet sande. Zelaya søgte tilflugt hos brasilianerne, da han vendte hjem til Honduras i september.
Kupregeringen satte et nyt, overraskende våben ind mod Zelaya og Brasiliens ambassade, en avanceret støjkanon med en rækkevidde på op til 500 meter. Støjkanonen sender salver af højfrekvente lyde af sted. Der lyder som en alarm, bare meget højere.
Støjkanonen er et såkaldt 'ikke-dødbringende våben', ”selv om den kan medføre dødsfald”, siger den honduranske menneskeretsforkæmper Juan Almendares under et kort besøg i København.
Støj anvendes til tortur, fordi den ikke efterlader spor. ”Men tro ikke at kupstyret har glemt den 'gammeldags' tortur”, siger Almendares til 3F. Som leder af det honduranske center for rehabilitering og behandling af torturofre, CPTRT, har han fingeren på pulsen.
Torturkælder under parlamentet
- Antallet af torturofre er vokset eksplosivt siden kuppet i juni. I hele 2008 behandlede vi 35 torturofre og i første halvår i år behandlede vi 26. Siden kuppet har vi behandlet 475 torturofre, men tallet er langt større, for mange, tør ikke komme til os af frygt for flere repressalier.
Almendares' mørke, furede ansigt udtrykker bekymring og vrede over den voksende og brutale undertrykkelse af oppoaitionen og befolkningen.
- Den Nationale Modstandsfront er bredt sammensat. Der er arbejdere, slumboere, bønder, skolelærere, studenter, kunstnere, journalister, homoseksuelle, feminister, professorer, små erhvervsdrivende. Fagforeningerne er meget aktive – og er blandt de mest forfulgte grupper, fortæller Almendares.
Der er flere torturcentre:
- Et af de mest overraskende er parkeringskælderen under Parlamentet. Den er velegnet, fordi den ikke kan ses fra gaden. Desuden støtter et flertal i Parlamentet kupregeringen. Torturmetoderne er brutale – tæv, spark, seksuelle ydmygelser, voldtægter af mænd og kvinder, dødstrusler. Politi, militær og paramilitære grupper gennemfører razziaer og tager alle med, som falder i nettet, og underkaster dem tortur, forklarer Almendares.
Brug for støtte
Modstanden er meget bred. Men alligevel er det ikke lykkedes at presse kuppræsidenten Micheletti til at træde tilbage, selv om den aftale, som kupregeringen og præsident Zelaya underskrev den 30. oktober, fastslår, at Zelaya skal genindsættes i sit embede.
- Det lyder meget godt. Der er bare en detalje, som Zelayas forhandlere og de internationale mellemmænd overså, påpeger Almendares med et glimt i øjet, der antyder at han ikke er imponeret over aftalen.
- Aftalen fastslår nemlig, at det er Kongressen, der skal beslutte rammerne og vedtage at Zelaya skal genindsættes. Men dels er der ikke sat nogen tidssfrist, dels er kongresmedlemmerne på ferie indtil præsidentvalget søndag den 29. er overstået.
Så situationen er uforandret. Kupmagerne slipper ikke en stump af magten og undertrykkelsen fortsætter med større styrke, påpeger Almendares og tilføjer:
- Derfor er det vigtigere end nogensinde med solidaritet og støtte fra udlandet. Vi har brug for alt fra politisk pression over for regeringer og over for f.eks. EU til økonomisk og praktisk støtte. Vi har blandt andet brug for penge til at hjælpe forfulgte og truede folk ud af landet, understreger han. Så støjen fra den internationale solidaritet kan hjælpe til at tvinge kupmagerne bort.