Stop hvisken i krogene

Mange ledere reagerer negativt, hvis ansatte fortæller om problematiske forhold. Alligevel bør man gå til sin chef eller tillidsrepræsentant, hvis man oplever uholdbare forhold på sin arbejdsplads. For problemer går sjældent væk af sig selv.

Mobning og skidtsnak er en uskik. Men tro ikke, at det går over af sig selv. ((Foto: Colourbox))Mobning og skidtsnak er en uskik. Men tro ikke, at det går over af sig selv. ((Foto: Colourbox))

Mobning mellem kolleger, regler som ikke overholdes og lav arbejdsmoral.

Det kan være svært at tale åbent om problemerne på en arbejdsplads. Men hvad gør man, hvis man får kendskab til kritisable forhold på jobbet?

Claus Haagen Jensen, professor ved Copenhagen Business School, giver her fem gode råd til, hvad man skal gøre, når der hviskes i krogene, eller en kollega mobber.

Fem gode råd til at håndtere mobning

1. Luk ørerne
Overvej nøje, om problemet er så stort, at det er værd at gå videre med. Hvis din kollega gentagne gange kommer for sent, så kom med en sjov bemærkning om, at vækkeuret er gået i stykker frem for at skab en stor konflikt.

- Man skal ikke skabe konflikter, hvis ikke man kan gøre noget ved det. Nogle gange må man bare sige: Den sag ser jeg anderledes på, siger Claus Haagen Jensen.

2. Løs problemerne internt
Det er langt bedre at løse problemerne på arbejdspladsen frem for at gå til offentligheden. Hvis man går til medierne, lukker man en dør, man ikke kan få op igen.

- Det, at gå til offentligheden, er den sidst tænkelige mulighed. For gør man det, har man lukket dørene internt, og det er ikke sikkert, at man er i stand til at åbne dem igen, siger Claus Haagen Jensen.

3. Gå til chefen
Gå først til lederen med problemet og få lederen til at tage problemet op evt. i form af en ny politik på området.

- Det er nemmere at overbevise de foresatte, uanset hvor stivbenede de er, end at drive dem rundt i manegen ved offentlighedens hjælp, siger Claus Haagen Jensen.

4. Gå til din tillidsrepræsentant
Tag en snak med din tillidsrepræsentant og evt. din faglige organisation, hvis du f.eks. oplever mobning eller psykisk chikane – eller hvis du ikke kan snakke med din chef.

- Hvis forholdet til lederen er stærkt belastet, får man måske ikke så meget ud af at gå til ham eller hende. Så kan man snakke med tillidsrepræsentanten, siger Claus Haagen Jensen.

5. Fortæl offentligheden om problemet
Offentligheden er sidste skud i bøssen. Men enkelte gange kan det være en fordel at gå til medierne med et problem. Det skyldes, at mellemlederne – der gerne vil gøre noget ved et problem, men ikke kan - på den måde kan lægge pres på en topleder, der ikke er særlig lydhør.

- Men generelt er det sådan, at jo mere, man spiller den eksterne mulighed, jo sværere stiller man sig selv internt i virksomheden, siger professoren.