Mobning strengt forbudt på slikfabrikken
Hver fjerde 3F'er bliver mobbet. Jette glemmer aldrig rå mobning på slikfabrikken Leaf, der i dag er blevet til mobbefri zone. Se her, hvad du kan gøre.
Fire kolleger var på nakken af Jette Andersen, uanset hvad hun gjorde. I dag har hun lært at sige fra. Hun vil aldrig finde sig i mobning igen. (Thomas Arnbo) En undersøgelse tidligere på året blandt 800 3F'ere i 3F's webpanel viser, at hver fjerde 3F'er er blevet mobbet.
En af dem er 52-årige Jette Andersen, der arbejder på slikfabrikken Leaf i Slagelse.
Men efter at Leaf sidste år satte fokus på det psykiske arbejdsmiljø, indførte mobbepolitik og kørte en antimobbekampagne, er fabrikken blevet mobbefri zone.
Mobbere får en fyreseddel, hvis de ikke holder op.
Glemmer aldrig mobning
Det er længe siden, Jette Andersen blev mobbet, men hun har ikke glemt, hvor ondt det gjorde.
To hold kolleger, der var uvenner, forsøgte at få hende over på deres side, så hun kunne svine de andre til.
- Det primitive plan ville jeg ikke ned på. Så vendte de sig alle fire mod mig, og var på nakken af mig uanset, hvad jeg gjorde. De var modbydelige. Jeg havde ondt i maven, græd tit og tænkte på det hele tiden, fortæller hun.
Mobningen stoppede i takt med, at de fire kolleger fik andet arbejde. Men det var en stor lærestreg, der lærte Jette Andersen at sige fra.
Jeg vil aldrig mobbes igen
- Jeg vil aldrig finde mig i mobning igen. To gange siden blev der kørt på mig af andre kolleger. Så hev jeg fat i dem, trak dem med ud på toilettet. Jeg hylede, men fik snakket ud, og så var vi gode venner bagefter, siger Jette.
Fællestillidsrepræsentant Erik Gundersen brænder for at gøre Leaf til mobbefri zone.
- Jeg synes, kollegerne bliver presset mere og mere. Det giver kortere lunte med større risiko for mobning. Det er nødvendigt med grundregler, for hvordan man opfører sig, skrevet ned i en mobbepolitik, siger Erik Gundersen.
Læs hele artiklen i Fagbladet nummer 15.
Bliver du mobbet?
Det kan du blandt andet mærke ved, at du har hovedpine, kvalme, maveproblemer, brystsmerter og sveder meget.
Symptomerne er også hukommelses- og koncentrationsbesvær, ingen selvtillid, og at du er deprimeret.
Du er også passiv, har søvnproblemer, mange sygedage, ikke lyst til at snakke med kolleger og har bare lyst til at forlade jobbet.
Sådan tackler du mobningen
Foreningen Voksenmobning Nej Tak har 10 gode råd, hvis du bliver mobbet eller er vidne til mobning.
1. Gør noget nu.
2. Tro på det du oplever, og skriv det ned.
3. Kontakt tillidsrepræsentant, fagforening og læge.
4. Del dine oplevelser med andre.
5. Søg viden om mobning og dens konsekvenser.
6. Kontakt arbejdstilsynet.
7. Tag en bisidder med ved samtaler.
8. Få ledelsens opbakning.
9. Vurder om dit job er værd at kæmpe for.
10. Kontakt Voksenmobning Nej Tak Foreningens hotline er åben onsdag fra klokken19 - 21 på 60 80 68 98.
10 gode råd til kolleger, der er vidne til mobning
1. Vær opmærksom på ændring i adfærd hos din kollega.
2. Fortæl dine kolleger, at du ser mobning ske.
3. Fortæl din ledelse, hvad du ser.
4. Søg viden om mobning og dens konsekvenser.
5. Fortæl tillidsmand og sikkerhedsrepræsentant, hvad du ser.
6. Vær neutral i forhold til den mobberamte og mobberen.
7. Tag initiativer, så den mobberamte ikke bliver isoleret.
8. Vær imødekommende i forhold til løsning.
9. Pas på dig selv.
10. Kontakt Voksenmobning Nej Tak.