3F vinder i spil om nye overenskomster
3F er blevet den helt centrale spiller i slaget om nye overenskomster. Det påpeger to forskere, der sætter HK's indflydelse til side.
3F'ernes ja og 3F's forhandlinger med det stadigt mere magtfulde DI har skabt en ny situation, når det gælder spillet om overenskomster. Det konkluderer professorerne Jesper Due (billedet) og Jørgen Steen Madsen. Nej. Ja. Ja. Ja. Ja.
Sådan har det lydt fra medlemmerne af LO's forbund siden 1998.
Men i 2010 blev der vendt op og ned på, hvordan ja'et blev stemt hjem af medlemmerne i LO's forbund.
Kort sagt har 3F og 3F's medlemmer, tillidsfolk og forhandlere nu placeret sig langt mere centralt i spillet om nye aftaler. Til gengæld er HK's indflydelse dalet.
Det peger de to forskere Jesper Due og Jørgens Steen Madsen på i et nyt forskningsnotat.
Notatet konkluderer, at der er vendt op og ned på, hvor de typiske ”nej”-sigere og ”ja”-sigere er medlem.
Nye roller i LO
3F'erne sagde samlet ”ja” for første gang i nyere tid. Samtidig sagde HK'erne, som noget nyt, ”nej”.
Men HK'ernes nej var langt fra nok til at fremkalde en storkonflikt. Og det betyder, at der er vendt op og ned på indflydelsen, og på hvem, der står stærkt i spillet om nye overenskomster. Det beskriver forskerne på denne måde:
”Hvis det er en ny tradition, der er skabt i 3F, kan det fastslås, at betydningen af HK's afstemningsresultat er blevet minimeret.”
Jesper Due og Jørgen Steen Madsen peger i stedet på, at det nye omdrejningspunkt, der kan sikre et ja, især ligger i 3F.
Nye roller i DA
Det kan sikres ved en koordineret forhandling som i 2010.
På den ene side i forhandlingerne mellem DI og CO-industri (hvor 3F og Dansk Metal har 8 ud af 10 medlemmer). På den anden side DI og 3F's Transportgruppe.
Her peger forskerne på, at 2010-resultatet blandt andet kom i hus på grund af tæt samarbejde mellem 3F's Industrigruppe og 3F's Transportgruppe. Og mellem de to gruppers formænd Børge Frederiksen og Jan Villadsen.
Ifølge forskerne har 3F formået at tilpasse sig udviklingen hos arbejdsgiverne. Her det DI, der er blevet den helt afgørende spiller. Det er sket ved fusioner og dannelse af branchegruppe. Blandt andet da HTS og dets virksomheder inden for transport og service-branchen fusionerede sig ind i DI.