Pump jern og mindsk dine smerter
Fotoserie: Ny forskning viser, at træning med kettlebells mindsker smerter i lænd, skuldre og nakke. Og det bedste er, at allerede efter få gange, kan man mærke forskel.
Træning med kettlebells bliver mere og mere populært i Danmark, og det er med god grund. For de tunge koklokke-lignende vægte er intet mindre end fantastiske redskaber til at træne sin krop med, og så virker det endda.
Studier fra Det Nationale Forskningscenter for Abejdsmiljø viser nemlig, at træning med disse vægte mindsker smerter i lænd, skuldre og nakke.
Dennis Frisch, som er instruktør i kettlebells hos CSA i København, har trænet kettlebells siden 2005, men indenfor de sidste to år har han oplevet, at det at træne kroppen funktionelt, er blevet mere og mere populært.
- Når man træner kroppen funktionelt, træner man den, så man kan bruge den til hverdagens gøremål. Vi skal holde os i form til at kunne gå hjem med bæreposer og bære på vores børn, forklarer Dennis frisch.
Bliv stærk som en stilladsarbejder
At træne kettlebells er lidt som at vende tilbage til rødderne, hvor man nærmest trænede kroppen, mens man arbejdede.
- Man kan sige, at man bliver stærk som en stilladsarbejder eller en farmer. Langt de fleste af os har jo et stilsiddende job eller et job, hvor man laver mange gentagelser. Vi går jo ikke længere og stabler halmballer op på loftet, men vi lærer at bruge kroppen på den måde i træningen, forklarer kettlebell-instruktøren.
- Derfor bruger man disse vægte til at træne de muskler, som gør os klar til den alemene tilværelse, hvorimod traditionel bodybuilding fokuserer mere på det kosmetiske, forklarer Dennis Frisch.
- I princippet er det jo bare en vægt, men med metoderne kan man træne styrke og eksplosiv styrke. Man bruger vægten til at blive stærk i ydrepositioner, hvilket stiller krav til vores hjerte og kredsløb, og så træner man de overordnede muskelgrupper. Det er hele rygsiden, baller, haser, lænderyg, og det er i høj grad muskler, som hjælper dig til at have en god holding og mindsker smerter i lænd, nakke og skulder.
Lidt men effektivt
Tyk som tynd kan være med, og ifølge instruktøren har det en stensikker virkning på alle.
- Hvis man vil mindske smerter i nakke, lænd og skuldre, vil jeg mene, at blot et kvarters intens træning tre gange ugentligt er nok, forklarer Dennis Frisch og fortsætter:
- Mange oplever simpelthen, at de bliver rettet op med denne her form for træning.
Desuden er der en mere rå stemning omkring det at træne kettlebells kontra at gå i fitnesscenter- kort sagt en rigtig mandesport, hvor kvinder er ligeså velkomne.
- Mange oplever, at det er sjovt. Men det kræver, at man synes, det er sjovt at lære at løfte noget. Det er ikke det samme som at spille en fodboldkamp, siger Dennis Frisch.
- Og så skal man ikke have noget imod at svede igennem, for det kommer man altså til.