Danskerne vil have mindre ulighed
Forskellen på rig og fattig er for stor i Danmark, og regeringen gør for lidt for at stoppe uligheden. Det mener et stort flertal af danskerne i en ny Vilstrup-måling.
48 procent af danskerne mener, at regeringen gør for lidt for at dæmpe den sociale ulighed, viser en meningsmåling fra Vilstrup. (Arkivfoto.) Statsminister Anders Fogh Rasmussen og de øvrige ministre gør det ikke godt nok, når det handler om at mindske den økonomiske forskel på direktøren og kontanthjælpsmodtageren. Ifølge en meningsmåling, som Vilstrup har lavet for Nyhedsbrevet 3F, mener 48 procent af danskerne, at regeringen gør for lidt for at dæmpe den sociale ulighed. Kun 28 procent er uenige.
- Det er regeringens politik, der nu rammer regeringen i nakken. Uligheden er stigende, og regeringen har bevidst brugt uligheden - blandt andet ved at indføre starthjælp og kontanthjælpsloftet. Det har befolkningen nu gennemskuet, siger Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen.
Liberalistisk tankegang
Han bakkes op af Enhedslistens Frank Aaen.
- Regeringen har bevidst arbejdet for øget ulighed. Selv om socialminister Eva Kjer Hansen blev sat på plads, da hun talte for mere ulighed, så følger regeringen i praksis den liberalistiske tankegang om, at øget ulighed er godt for økonomien, siger Frank Aaen.
- Når regeringen siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, så mener den i virkeligheden, at de, der står uden for, skal have mindre. Det skaber ulighed, siger Frank Aaen.
K: Lighed ikke et mål
Hos De Konservative vil man ikke høre tale om oppositionens beskyldninger om, at regeringen er asocial:
- Vi har meget liggende i vores sociale skuffe, men målet er, at folk skal kunne klare sig selv. For de konservative er hverken ulighed eller lighed et mål i sig selv, siger de konservatives politiske ordfører Pia Christmas-Møller.
Hun mener, hele diskussionen om ulighed er løbet af sporet:
- Det er en diskussion, som er foregået på nogle forvirrende præmisser. Oppositionen har haft held til at slå deres opfattelse fast i medierne, nemlig at uligheden er vokset markant. Problemet er, at uligheden stiger, hver gang en ledig kommer i beskæftigelse. Skulle vi så lade være med at skaffe folk i arbejde, spørger Pia Christmas-Møller retorisk.
Socialdemokraterne afviser, at faldet i antallet af ledige er forklaringen på den stigende ulighed:
- Det er værd at huske, at da de overtog regeringsmagten fra os, var ledigheden også lav, siger Carsten Hansen.
Men uligheden steg jo også, da I havde regeringsmagten?
- Ja, men det var en helt anden situation. Der gik vi fra 350.000 arbejdsløse til 140.000, og det betød selvfølgelig noget i forhold til uligheden. Men vi satte ikke bevidst folk ned i sociale ydelser. Det gør denne regering, siger Carsten Hansen.
Sådan svarede danskerne i Vilstrup-målingen:
Sådan svarede danskerne i Vilstrup-målingen: