Vismænd/HK: Afskaf fattigdom på den kloge måde
Uddannelse er en del af svaret på problemet med, at 165.000 danskere lever i fattigdom. Det mener HK's forbundsformand John Dahl, der i øvrigt er glad for, at rådet endnu en gang foreslår, at skattestoppet afskaffes.- I ny og næ hører vi især fra borgerligt hold, at det skulle skabe dynamik i det danske samfund, hvis uligheden mellem rig og fattig var større. Men fattigdom har store menneskelige omkostninger - og er heller ikke sundt for det danske samfund. Det er derfor godt, at Det Økonomiske Råd (DØR) i sin årsrapport slår fast, at øget ulighed ikke er vejen frem, siger John Dahl.Han kalder det fuldstændigt uacceptabelt, at vi i så rigt samfund som det danske er så mange fattige borgere.
- Alle analyser viser, at der er en klar sammenhæng mellem børns og deres forældres uddannelsesniveau. Men andre ord: Den negative sociale arv overføres gennem uddannelse - eller rettere manglen på uddannelse, siger John Dahl.Derfor vil han have sat ind med initiativer, der over en bred kam sikrer at flest muligt får en god uddannelse.
- I HK er vi meget bekymrede over de store frafaldsprocenter på erhvervsskolerne, hvor de unges problemer med at få en praktikplads er den alt afgørende faktor. Vi må og skal have etableret et forpligtende samarbejde mellem skolerne, fagbevægelsen og arbejdsgiverne, så de nødvendige praktikpladser bliver oprettet, siger John Dahl.Ligesom vismændene ønsker John Dahl en afvikling af skattestoppet. - Men på den kloge måde. Og det ville være klogt at sænke skatten på indkomst, mens vi til gengæld øgede ejendomsværdiskatten. Regeringens skattestop er skadeligt for dansk økonomi og har ført til en voksende ulighed i det danske samfund, siger John Dahl.