Stop for social og kulturel ulighed
I 30 år er Danmark ikke blevet bedre til at uddanne børn af ufaglærte. Hvis de svageste skal opnå blot de mest grundlæggende færdigheder for at begå sig i fremtidens samfund, skal den sociale arv brydes.
Danmark er dejligst. Og lidt dejligere for dem, der vokser op med en kulturel sølvske i munden. Banen er fordelagtigt kridtet op for de børn, der træder ud i livet, mens et par veluddannede forældre hepper med i baggrunden. Montana-reolen er spækket med bøger. For her læses for fornøjelsens skyld. I weekenden står der kultur i kalenderen. Teater, bio, museum. Verden udforskes og udfordres, og det hele går som en leg.
Ikke et ondt ord om det. Døren er jo åben for alle. Men akademikerbørnene træder ind, mens ufaglærtes børn oftest fravælger de videregående uddannelser.
Hjemme hos deres far og mor bliver der ikke læst højt, for mor er på natarbejde. Hjemme hos dem er der ikke tradition, tid eller penge til weekendture til kulturens højborge. Hjemme hos dem er grunden under fødderne mindre solid, og den kulturelle bagage kan være i en indkøbspose fra Netto.
Billedet er måske karikeret, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Man kan kalde det "social arv", men vi vil hellere kalde det ulige chancer for at stå stærkest på fremtidens arbejdsmarked, og et ordentligt samfund hviler på ligeværdighed.
Vi taler hele tiden om globalisering og om, at uddannelse er den eneste rigtige vej ind i fremtiden. Men i 30 år har sandsynligheden for at et arbejderbarn i Danmark får en universitetsuddannelse ikke rykket sig nævneværdigt. Hvis de svageste skal opnå blot de mest grundlæggende færdigheder for at begå sig i fremtidens samfund, så skal den sociale arv brydes. I et samfund, der er så rigt som vores, er det menneskeligt uacceptabelt, at vi ikke er kommet længere.
Faglighed og social udvikling
Danmark er det land i Skandinavien, hvor forældrenes uddannelse og kulturelle ballast sætter det største præg på børnenes succes i skolen. I første omgang smitter hjemmet af på barnets læsefærdigheder, og når folkeskolen er slut, sætter baggrunden sit aftryk på den videre vej gennem uddannelseslabyrinten. Som far så søn. Som mor så datter.
Traditioner i familien spiller en rolle, men også uddannelsessystemet må bære sin del af skylden for, at intet er ændret i en hel generation. Heldigvis er tabuet om systematiske test i skolen brudt. Ikke fordi der nu skal peges fingre ad dem, der ikke klarer testen så godt, men fordi det i højere grad bliver muligt at opdage og hjælpe de svageste elever i tide, hvis den nationale læsetest ellers bliver skruet fornuftigt sammen. Positivt er det også, at fagligheden i folkeskolen styrkes. Men det skal vel at mærke ske, uden at det går ud over skolernes evne til at skabe gode rammer om elevernes sociale udvikling.
Stop for øget ulighed
Ret banalt handler det om, at vi alle skal lære noget mere. Og både arbejdsmanden og rengøringsassistenten har en drøm om, at deres søn eller datter skal klare sig bedre, end de selv har gjort. Alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Men børn og unge i Danmark vokser op under meget ulige vilkår, og forskellene og uligheden bliver ikke mindre, men derimod stadig større.
I en politisk verden, hvor "skattestoppet" med al sin indbyggede ulighed er løsenet til middelklassevælgernes gunst, er der brug for en ny dagsorden. Det kunne være et "stop" for social skævvridning, som gerne må håndhæves med samme nidkærhed som skattestoppet, således at ethvert angreb på samfundets svageste, ethvert forslag som fører til øget ulighed, eller fastholder den negative sociale arv øjeblikkeligt fejes af bordet.