Stilladsarbejdere frygter for deres uddannelse
Regeringens nedskæringer på efteruddannelsesområdet bringer aftalen om den toårige stilladsuddannelse i fare, frygter stilladsarbejderne
Regeringens massive nedskæring i støtten til efteruddannelse risikerer helt at afvikle den ellers obligatoriske uddannelse som stilladsmontør.
Det frygter stilladsarbejderne. Frygten deles af 3F.
Sagen er den, at den toårige uddannelse er bygget op af AMU-moduler og med praktik i virksomhederne. Stilladsarbejderne får 130 kroner i timen, mens de er på skolebænken. Virksomheden så får til gengæld VEU-godtgørelsen på 102 kroner i timen.
Finansloven betyder imidlertid, at arbejdsgiveren allerede fra februar 2011 kun får refunderet 80 procent af VEU-godtgørelsen. Det svarer til 81 kroner. Uddannelsen bliver med andre ord dyrere for arbejdsgiverne.
Uddannelse forebygger ulykker
John Ekebjærg-Jakobsen, formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub, er bange for, at nogle af arbejdsgiverne vil forsøge at ophæve aftalen. Aftalen indebærer, at alle stilladsarbejdere efter højst tre måneders ansættelse skal påbegynde den toårige uddannelse.
- Uddannelsen forebygger ulykker og nedslidning og er til fordel for ikke bare branchen men hele samfundet. Derfor er det bare så ærgerligt, hvis de økonomiske forringelser nu får grundlaget til at vælte. I forvejen er der måske en tiendedel af arbejdsgiverne, der ikke lever op til aftalen. Det har vi betragtet som begyndervanskeligheder. Vi frygter, at arbejdsgivere synes, at det nu bliver for dyrt og vil forsøget at få aftalen ophævet. Mange er ramt af byggekrisen, siger stilladsformanden.
Byggegruppen: Straffer branchen
I Byggegruppen i 3F forstår man bekymringen.
- Man straffer en branche, som i fællesskab har skabt en uddannelse, som er med til at sikre bedre produktivitet og bedre arbejdsmiljø. Det er samtidig en uddannelse, som giver mulighed for brancheskift for mere modne mennesker, der har etableret sig med familie og faste udgifter, siger uddannelseskonsulent Steen Boesen.
Stilladsarbejderne har haft foretræde for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg. John Ekebjærg-Jakobsen oplevede dog ikke den store interesse fra VKO-flertallet.
- Jeg må desværre nok konstatere, at løbet er kørt, siger han.
Uddannelsesaftalen løber i første omgang til marts 2012.