Støjberg underkender Arbejdstilsynet
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har droppet skærpede krav om arbejde i højden for stilladsarbejdere.
John Ekebjærg-Jakobsen, formand for de københavnske stilladsarbejdere, kalder det en sejr for den sunde fornuft, at beskæftigelsesministeren dropper de nye regler for stilladsmontering. (Foto: Harry Nielsen.) Stilladsarbejderne jubler. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har netop underkendt Arbejdstilsynets nye regler for arbejde i højden.
Ifølge de nu annullerede regler skulle stilladsarbejderne sikres mod fald ved arbejde over 10 meters højde. I dag er grænsen 16 meter. Men reglerne, der skulle træde i kraft 1. april i år som led i en ændring af byggepladsbekendtgørelsen, er trukket tilbage.
- Vi betragter det som en sejr for den sunde fornuft, siger John Ekebjærg-Jakobsen, formand for de københavnske stilladsarbejdere.
De har det seneste år udført et gedigent lobbyarbejde netop for at få skrottet de nye regler.
Besværligt og nedslidende
Ifølge John Ekebjærg-Jakobsen ville de sløjfede regler have gjort stilladsarbejdernes arbejde så besværligt og tungt, at det ville indebære øget nedslidning.
- Uddannede stilladsarbejdere falder simpelthen ikke ned. Det viser statistikken. Det er ikke faldulykker, der er problemet i stilladsbranchen. Det er derimod nedslidning, og derfor var de foreslåede ændringer et skridt den forkerte vej - det er både arbejdsgivere og lønmodtagere i branchen enige om, siger han.
Trussel fra EU
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg skriver i et brev til de berørte parter, at det er udsigten til en sag fra EU-systemet om mangelfuld implementering af EU-lovgivning, der har fået hende til at droppe ændringerne. Hun satser nu på at få ændret byggepladsbekendtgørelsen inden nytår, så reglerne bliver i overensstemmelse med EU-direktivet. Hun indbyder derfor branchen til at deltage i arbejdet med at lave nye regler.
- Det giver branchen og myndighederne et kort pusterum til at forhandle sig frem til nye regler, men det bliver en svær opgave at tilgodese alle hensyn, siger forhandlingssekretær i Byggegruppen Frank Thaulow.
Han har fulgt branchens sikkerhedsarbejde i årevis. Han vurderer, at nye regler for at leve op til EU's byggepladsdirektiv skal gælde allerede ved arbejde i to meters højde.