Kend dine rettigheder som lærling
Som lærling har man en masse rettigheder og pligter, man skal overholde. Se, hvad du skal være opmærksom på, når du starter som lærling.
Det er vigtigt at kende sin overenskomst, når man starter som lærling. Det kan også være en god ide at få tjekket sin kontrakt hos fagforeningen. (Foto: Harry Nielsen) Hundredevis af lærlinge er netop startet på deres læreplads, og her er det vigtigt at være godt klædt på fra grundforløbet til at vide, hvilke rettigheder og pligter man har.
- En vigtig regel er, at man sætter sig godt ind i sin overenskomst, siger Johnny Frimann, der er uddannelseskonsulent i Byggegruppen hos 3F.
Han råder også til, at man kontakter sin fagforening og får tjekket sin kontrakt igennem.
Lær at indgå i fællesskabet
Når man starter på sin nye læreplads, er man som regel lavest i hierarkiet. Men det betyder ikke, at man skal finde sig i alt. Dog er det vigtigt, at man kan indgå i det sociale liv på lærepladsen.
- Jeg plejer at sige, at de nye skal indgå i fællesskab, og der giver man og tager man. Men for at blive accepteret, er det en god idé, at man starter med at give, forklarer Johnny Frimann.
- Det kan være, at man som ny skal feje og så videre, men så kan man glæde sig over, at der om seks måneder kommer en ny lærling.
Husk logbogen
Et af de vigtigste redskaber, som en lærling under byggeoverenskomsten kommer til at bruge i sin læretid, er logbogen. Det er nemlig den, som viser, om man har lært det, man skal, og som sikrer, at der hele tiden er dialog mellem mester og lærling.
Har man ikke lært det, man skal, så har man et medansvar til at påpege det over for mester, selvom det kan være svært.
Johnny Friman opfordrer til, at man bruger svende og tillidsrepræsentanter som sparringspartnere.
- Og så har man selvfølgelig sit forbund, hvis det skulle gå helt galt, tilføjer han.