Sådan tager du godt imod sommervikaren
Træt af at besvare de samme dumme spørgsmål fra ugidelige studerende, så læs guiden med fem gode råd til, hvordan du får det bedste ud af din sommerkollega.
Tag dig tid til at hilse sommervikaren velkommen på arbejdspladsen. (Foto: Colourbox) Det kan være ret så kedeligt og endda irriterende at få besøg af en sommervikar. Især hvis det sker for tredje gang på en uge.
Men husk, at vikaren er på din arbejdsplads for at gøre din arbejdsdag lettere, lyder det fra Steffen Wulff, der er chef i vikarbureauet Randstads afdeling i København.
Han giver denne håndfuld råd til, hvordan man får det bedste ud af vikarbesøget.
5 gode råd til at tage imod din sommerkollega
1. Giv dig tid til en rundvisning og undgå pladespilleren
- Jeg synes, en hurtig rundvisning er første vigtige skridt. Så har vikaren et overblik over arbejdspladsen, siger Steffen Wulff.
Han opfordrer desuden til, at man altid forsøger at fortælle om arbejdsopgaverne på en ny måde, når man går rundt.
- Man bliver let træt af at høre på sig selv, hvis man bare gentager den samme plade hver gang. Gør det til en udfordring for dig selv at fortælle på en lidt ny måde hver gang.
2. Præsentér dig selv over en kop kaffe
- For at dagene skal blive gode, så hjælper det at komme godt ind på hinanden. Hvis vikaren skal være der flere dage, så kan det fungere godt med en introduktion over en omgang morgenmad, foreslår vikarbossen.
3. Husk at fortælle de gode sjove historier
På alle arbejdspladser er der gode røverhistorier eller kollegaer, som har særegne fritidsinteresser.
- Indvilg vikaren i de sjove indslag, opfordrer Steffen Wulff.
På den måde løsnes stemningen og vikaren føler sig bedre hjemme, hvilket er til alles bedste.
4. Tro på vikaren, eller skift ham ud
Det er let at være mistænksom, men det er blot med til at gøre hverdagen sur. Derfor tro på, at vikaren kan det, han siger. Det er som regel tilfældet.
- Man kan da komme ud for vikarer, der har en anderledes attitude. Hvis det viser sig, så er det til alles bedste, at han kommer et andet sted hen, understreger Steffen Wulff.
5. Lyt til vikarens erfaringer
Vikarer kommer ofte mange steder. Nogle gange kan de sagtens have fif og idéer, som du kan bruge.
- Det kan være, de gør tingene anderledes og smartere på lagret eller i køkkenet i nabobyen. Det skal man ikke glemme, slutter Steffen Wulff.