Ung tillidsrepræsentant: Fedt at gøre en forskel
Som 26-årig blev Tejs Lund valgt til tillidsrepræsentant i bryggeriafdelingen på Albani bryggerierne i Odense som er en del af Royal Unibrew.
- Efter en del kurser begyndte det at gå op for mig, hvorfor det er vigtigt, at der er en, som taler de andres sag og kan overenskomsten, fortæller Tejs Lund, der som 26-årig blev valgt som tillidsrepræsentant. (Privatfoto) Det var slet ikke meningen, at 32-årige Tejs Lund skulle være tillidsrepræsentant (TR).
Det at skulle lønforhandle med ledelsen og agere talerør for kollegaerne lå ikke lige øverst på top ti af arbejdsopgaver, som en 26-årig gut vil give sig i kast med.
- Dengang jeg stillede op, var det som suppleant, fordi jeg var utilfreds med den daværende suppleant-TR. Efter et kampvalg om suppleantposten, endte jeg senere som TR, da den daværende TR skiftede arbejde, forklarer Tejs Lund, der arbejder i bryggeriafdelingen på Albani i Odense.
Mandat til at gøre en forskel
Da Tejs Lund startede som TR, lænede han sig meget op ad Albanis fællestillidsrepræsentant. Her kunne han få gode råd til, hvordan han bedst kunne hjælpe sine kollegaer.
Han har også undervist på grundkursus for TR'ere og oplever, at de folk, som bliver TR'ere, er dem, som tør stå ved deres meninger og tør sige tingene.
- Som TR skal du have lyst til at gøre en forskel, og så skal du kunne tage de slag, som det giver. Du kan hurtig blive en lus mellem to negle med kollegaerne på den ene side og chefen på den anden. Men det er det hele værd, for du er med, hvor det sker. Du har mandatet og ansvaret til at gøre en forskel, mener Tejs Lund.
Håber flere unge vil melde sig
Tejs Lund håber på, at flere unge vil prøve kræfter med jobbet som TR.
- Man kan jo prøve at tage med på G nul-kursus eller tale med sin afdeling om at tage på grundkurserne, inden man bliver valgt, siger Tejs Lund og opfordrer yngre kolleger til at melde sig som TR.
- Jo flere som bliver TR, inden de mere erfarne går af, desto bedre generationsskifte vil vi få. Jeg har i hvert fald lysten til at blive ved som TR, så længe folk gider at have mig.