Medlemmer snydes for millioner på lønsedlen
Når du får stukket lønsedlen i hånden, er det svært at gennemskue, om du har fået den løn og de tillæg, som du har krav på. Læs derfor lønsedlen nøje igennem.
Hvis du har svært ved at gennemskue din lønseddel, så gå til din arbejdsgiver eller få hjælp hos din lokale 3F-afdeling. (Foto: Colourbox) Det er på ingen måde let at tjekke lønsedlen for fejl og mangler. Men det er vigtigt, at du ved, hvordan du gennemskuer lønsedlen, så du ikke bliver snydt.
Sidste år blev over 200 lønsedler gennemgået hos Privat Service, Hotel og Restauration i Aalborg. Her hentede man flere millioner hjem til medlemmerne - penge som arbejdsgiverne ikke havde betalt.
Men lønsedler kan være svære at forstå, og her må man tale med sin arbejdsgiver eller gå til fagforeningen.
- Mange gør den fejl, at de kun tjekker deres nettoløn, fordi det andet er uoverskueligt, men det drager nogle virksomheder desværre fordel af, forklarer Inge Sørensen, gruppeformand i Privat Service, Hotel og Restauration Aalborg.
Hold styr på dine mødetider
Inge Sørensen har været med til at tjekke medlemmers lønsedler. Hun ser ofte, hvordan arbejdsgivere ikke betaler tillæg, pension og feriepenge.
- I flere tilfælde går det flere år tilbage, og så er der jo tale om mange penge, forklarer gruppeformanden, der altid råder sine medlemmer til at lave en lommebog med oplysninger om mødetider.
- På den måde kan vi tjekke sagen efter, om den stemmer overens med det beløb og de tillæg, som medlemmet har krav på.
Få tjekket din lønseddel
Det eneste, som er fælles for lønsedler er, at man skal kunne se, hvad man har tjent i løn, og hvad man har betalt i skat. Dertil kan forskellige tillæg, pension og feriepengeindbetaling stå så skjult, at menig mand ikke har mulighed for at tjekke op.
- Det er også her, vi ser, at virksomhederne ikke altid betaler efter bogen, forklarer Inge Sørensen.
Hun anbefaler medlemmer at komme forbi med lønsedlen, hvis de frygter, at de bliver snydt.