Vikarer hos tomatkonge kræver dansk løn
Løndumping:
Danmarks største tomatgartneri Alfred Pedersen & Søn skylder to lettiske vikarer hver godt 80.000 kroner. Tomatavler og vikarbureau-ejer erkender fejl.
- Vi vil gerne arbejde efter danske regler og have samme rettigheder som andre her i landet, siger de lettiske kvinder Mariana Visneuska (til venstre) og Ludmila Goncarova, der i mere end et år har arbejdet som vikarer hos tomatgartneriet Alfred Pedersen & Søn. (Foto: Ole Friis) Udenlandske vikarer hos gartneriet Alfred Pedersen & Søn står nu frem med markant kritik af deres arbejdsforhold i Danmark. To lettiske kvinder fortæller, at de er kommet til Danmark for at tjene penge, da lønnen er langt højere end i Letland. Men at de er skuffede over det liv, de er endt med i Danmark.
- Vi er blevet behandlet som svin, siger 33-årige Mariana Visneuska.
- Alle er utilfredse. Det her skal standses, siger 38-årige Ludmila Goncarova.
3F: Vikarer er blevet underbetalt
De to kvinder begyndte i sensommeren 2011 at arbejde som vikarer hos Danmarks største producent af tomater. Det skete via af et firma inden for gulvbranchen, VTM Products. De har hverken kontrakt eller lønsedler fra VTM Products. Men deres skattepapirer viser, at firmaet har indberettet løn til dem. Kvinderne fortæller, at de fik deres løn i kontanter i en konvolut hver anden uge.
Ifølge 3F Odense GOPS har de to 3F'ere henholdsvis godt 77.000 og 82.000 kroner til gode for deres arbejde på tomatgartneriet sidste efterår. De to kvinder arbejder fortsat hos Alfred Pedersen & Søn, mens mange af deres landsmænd er stoppet på gartneriet.
- Rigtig mange er bare blevet fyret og sendt hjem. Nogle har kun været her en enkelt dag, siger 38-årige Ludmila Goncarova og tilføjer:
- Folk kommer her til Danmark med egne penge. Men de går i minus og må låne penge.
Tomatavler: Ikke godt nok
Ejer af VTM Products Erik Mørk erkender, at han har begået fejl. Blandt andet beklager han, at ansatte hverken fik ansættelseskontrakter eller lønsedler.
- Dér lavede vi nogle fejl. Det var lige i opstarten. Vi havde aldrig prøvet det her før, siger han.
Fejlene fortsatte dog efter vikarerne i 2012 blev flyttet over i firmaet Team Management, som Erik Mørk også driver. Hos Alfred Pedersen & Søn mener ejer og direktør Mads Pedersen, at hans samarbejdspartner har begået nogle små fejl.
- Erik Mørk har ikke været dygtig nok. Det er ikke godt nok, at der ikke har været styr på det, siger Mads Pedersen.