Vikarfirma konkurs efter millionregning for lønfusk
Storleverandøren af udenlandske og underbetalte vikarer til Danmarks tomatkonge er begæret konkurs af SKAT. Firmaet måtte efterbetale 1,7 millioner for løndumping.
Danmarks tomatkonge Mads Pedersen har beskæftiget op til 177 udlændinge fra vikarbureauet Team Management, som SKAT efter en stor sag om løndumping nu har begæret konkurs. (Nils Lund Pedersen) Midt i december måtte vikarbureauet Team Management betale 1,7 millioner kroner for lønsnyd. Nu er firmaet begæret konkurs. Det fremgår af det offentlige virksomhedsregister CVR.
Team Management har leveret udenlandsk arbejdskraft til Danmarks største producent af tomater, Alfred Pedersen & Søn, hvis tomater bliver solgt hos blandt andre Bilka, Føtex og SuperBrugsen. Vikarbureauet snød op til 177 ansatte for i alt 1,5 millioner kroner i løn i løbet af de første 32 uger af 2012 – og måtte desuden betale 200.000 kroner for brud på overenskomsten efter en faglig sag rejst af 3F.
Retten i Kolding oplyser til Fagbladet 3F, at det er SKAT, som har indgivet konkursbegæringen imod Team Management.
SKAT's projektleder af en arbejdsgruppe til bekæmpelse af bagmændene bag menneskehandel til tvangsarbejde, John Vorbeck Petersen, oplyser, at SKAT ikke vil udtale sig om den konkrete sag.
3F: Løber fra regning
Som følge af Team Managements konkurs er 3F nu i gang med at anmode Lønmodtagernes Garantifond om at dække den manglende betaling til vikarbureauets udenlandske ansatte.
3F havde aftalt med direktøren for Team Management, Erik Mørk, at parterne her i begyndelsen af 2013 skulle mødes og finde en løsning omkring lønbetalingen til firmaets ansatte for perioden efter uge 32.
- Vi modtog aldrig de lovede lønsedler for efteråret. Og firmaet har ikke betalt så meget som en krone i feriepenge til de ansatte siden juni. - Arbejdsgiveren er bare løbet fra regningen, siger Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS.
Direktør: Ingen kommentarer
Direktøren for Team Management, Erik Mørk, leverede i efteråret 2011 udenlandsk arbejdskraft til Alfred Pedersen & Søn via et firma i gulvbranchen kaldet VTM Products.
Dette firma underbetalte også ansatte, der arbejdede hos det fynske tomatgartneri. Som følge af lønsnyderiet efterbetalte ejeren og direktøren for Alfred Pedersen & Søn, Mads Pedersen, 464.000 kroner til udenlandske vikarer i november 2012.
Team Managements hidtidige direktør Erik Mørk oplyser, at han ingen kommentarer har til konkursen.
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få Mads Pedersens kommentarer til, at SKAT har indgivet konkursbegæring mod hans storleverandør af udenlandske vikarer. Mads Pedersen har ikke reageret på Fagbladet 3F's gentagne henvendelser.