Tomatkonges vikarer bor på Hotel Dracula
Løndumping:
Vikarer fra Østeuropa på Danmarks største tomatgartneri er stuvet sammen i faldefærdige boliger og betaler 5.000 kroner i husleje. Tomatavler erkender, at hans navn står på lejekontrakt.
5.000 kroner om måneden. Det har udenlandske vikarer hos gartneriet Alfred Pedersen & Søn ifølge deres lønsedler hver især betalt for at bo i kollektiv i forfaldne boliger, som de lejer af deres danske chef.
Nogle af dem bor på et nedlagt plejehjem i Blommenslyst nær Odense. Huset blev kendt i 2006, da polske vikarer kaldte deres nedslidte bolig for "Hotel Dracula" i Ekstra Bladet.
Ejeren af Alfred Pedersen & Søn, Mads Pedersen, oplyser, at hans driftsleder har set på forholdene på det nedlagte plejehjem. Og at det er Mads Pedersens navn, der står på lejekontrakten. Men at det er hans samarbejdspartner, Erik Mørk fra Team Management, der står for videreudlejningen til de udenlandske vikarer.
- Huslejen har vi ikke noget med at gøre. Forbrugsudgifterne har vi noget med at gøre, siger Mads Pedersen, der ikke mener, at huslejen skal ligge på 5.000 kroner om måneden pr. person.
Direktør synes ikke om hotellet
Erik Mørk ønsker ikke at oplyse, hvor meget han betaler i leje for "Hotel Dracula". Men direktøren er ikke selv tilfreds med forholdene på "Hotel Dracula" på Middelfartvej i Blommenslyst:
- Der bor ti ude på hotellet. Jeg synes ikke godt om det derude. Dem fra Middelfartvej bliver flyttet, siger Erik Mørk.
Ifølge Erik Mørk betaler vikarerne hver 1.800 kroner om måneden i husleje - og ikke 5.000 kroner, som det ellers fremgår af lønsedler fra hans eget firma.
- Jeg vil ikke tro, at vi havde en eneste medarbejder, hvis huslejen var i den størrelse, som du fejlagtigt mener, skriver Erik Mørk i en mail til Fagbladet 3F.
Udlejer ligeglad med husleje
Det er Christian Gram Bredskov, der udlejer boligen på Middelfartvej 577 til Alfred Pedersen & Søn samt Team Management. Han ønsker ikke at oplyse til Fagbladet 3F, hvor meget han tager for at leje boligen ud. Eller om 5.000 kroner om måneden for én person er en fair pris for at bo på det nedlagte plejehjem.
- Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal blande mig. Jeg ved ikke, om de tager 5.000 kroner eller ej. Eller hvad de gør, siger Christian Gram Bredskov og fortsætter:
- Det er da ikke mit problem. Hvad de gør, har jeg ingen indflydelse på eller ingen interesse i at blande mig i. Om de tager én krone eller 5.000, det kan jeg da være ligeglad med.