Agent får vikarers løn
Løndumping:
Vikarer hos Danmarks største producent af tomater får deres løn sat ind på en bankkonto i Letland, som ikke tilhører dem selv. Direktør tror dog, at vikarerne får deres løn i sidste ende.
Lettiske Mariana Visneuska (t.v.) og Ludmila Goncarova fik arbejde hos Alfred Pedersen & Søn via en agent i Letland. Agenten får vikarers løn sat ind på sin bankkonto. (Foto: Ole Friis) Løn til en del af vikarerne hos Alfred Pedersen & Søn bliver indbetalt på samme bankkonto. Men kontoen tilhører ingen af vikarerne. Pengene er derimod sendt til den agent i Letland, som i månedsvis har forsynet Danmarks største tomatgartneri med underbetalt arbejdskraft via vikarbureauet Team Management.
Fagbladet 3F er i besiddelse af en kopi af en bankoverførsel, der dokumenterer, at adskillige lettiske vikarer har fået deres løn sat ind på samme bankkonto.
- Det er fuldstændig uhørt. Vores medlemmers løn skal ikke gå ind på en fælleskonto. Og slet ikke en konto tilhørende den mellemhandler, som har sendt dem til underbetalt arbejde i Danmark, siger Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS.
Tomatavler: Lyder forkert
Fagbladet 3F har den seneste uges tid afsløret, at op til 177 vikarer er blevet underbetalt hos Alfred Pedersen & Søn som ansatte i vikarbureauet Team Management. Bladet har ligeledes dokumenteret, at vikarer er blevet trukket hver 5.000 kroner i løn om måneden som betaling for husleje. Samt at gartneriet og vikarbureauet kræver ret til - uden varsel - at inspicere vikarernes boliger.
Ejeren af Alfred Pedersen & Søn, Mads Pedersen, oplyser, at det er første gang, at han hører, at lønnen til adskillige af hans vikarer går ind på samme konto.
- Det, synes jeg, lyder forkert. Det må han (Erik Mørk, red.) få rettet op på, siger han.
Direktør: Sker med medarbejdernes accept
Direktør Erik Mørk fra Team Management bekræfter, at lønnen til vikarer hos Alfred Pedersen & Søn er gået ind på hans agents konto i Letland - og kalder det for en opsamlingskonto.
- Det sker med medarbejdernes accept, siger Erik Mørk.
Direktøren har tiltro til, at vikarerne efterfølgende får deres løn af agenten. Samtidig oplyser han, at 8-10 af hans vikarer fortsat får deres løn sat ind på agentens konto, fordi de ikke selv har en bankkonto i Letland.
Fagbladet 3F har gentagne gange forgæves forsøgt at få kommentarer fra agenten Sergejs Morgunovs. Men i første omgang oplyste han, at han ikke havde tid til at snakke med Fagbladet 3F. Efterfølgende har han hverken taget sin telefon, reageret på en besked til hans kontor om at ringe tilbage eller svaret på bladets fremsendte spørgsmål.