Tomatkonge betaler 464.000 for lønsnyd

Løndumping: 3F'ere får nu stor ekstrabetaling fra Alfred Pedersen & Søn, fordi de blev underbetalt for arbejdet på gartneriet, der er landskendt for tomaterne Katrine & Alfred. Gartneriejeren er ikke stolt af sagen.

Danmarks tomatkonge Mads Pedersen har for nylig efterbetalt 464.000 kroner på grund af underbetaling til lettiske vikarer på hans gartneri. (Foto: Nils Lund Pedersen)Danmarks tomatkonge Mads Pedersen har for nylig efterbetalt 464.000 kroner på grund af underbetaling til lettiske vikarer på hans gartneri. (Foto: Nils Lund Pedersen)

Danmarks største producent af tomater, gartneriet Alfred Pedersen & Søn, har nu efterbetalt 464.000 kroner på grund af snyd med blandt andet løn og feriepenge til vikarer. Betalingen er sket, efter at det fynske gartneri og arbejdsgiverforeningen GLS-A har indgået forlig med 3F i en faglig sag.

Kravet om efterbetaling blev rejst af 3F Odense GOPS på vegne af medlemmer.   

- Vi er meget tilfredse med, at vores medlemmer nu får overenskomstmæssig løn for deres arbejde, siger Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS.

Ingen kontrakter eller lønsedler

I oktober afslørede Fagbladet 3F, at udenlandske vikarer er blevet underbetalt for arbejde hos Alfred Pedersen & Søn, der producerer de populære tomater kaldet Katrine og Alfred. Gartneriets grøntsager bliver solgt hos blandt andet Bilka, Føtex og SuperBrugsen, der via butikskæderne Coop Danmark og Dansk Supermarked reklamerer med ordentlige arbejdsforhold hos deres leverandører.

Vikarer fra Letland har arbejdet hos Alfred Pedersen & Søn som ansat hos firmaet VTM Products i Kolding. VTM Products hører til inden for gulvbranchen og opererer uden overenskomst. Ansatte har hverken fået ansættelseskontrakter eller lønsedler. Flere vikarer har til Fagbladet 3F forklaret, at de fik deres løn i kontanter i en konvolut hver anden uge.

Ifølge forliget i den faglige sag er vikarerne til sammen blevet snydt for 464.000 kroner i løbet af de sidste 19 uger af 2011.

Tomatavler: Vi er ikke stolte af sagen

Alfred Pedersen & Søn har haft et overskud på i alt knap 10 millioner kroner i perioden 2004-11. Virksomheden er medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A og har dermed forpligtet sig til at følge overenskomsten for gartnerier. Firmaets ejer og direktør Mads Pedersen siger:

- Vi ville gerne have sagen ud af verden og få ro på hurtigst muligt. Vi har ikke været stolte af sagen, men er glade for, at den nu er løst.

Direktøren hos GLS-A, Johnny Ulff Larsen, oplyser, at han ingen kommentarer har til sagen.